Tom Kri­stensen har ikke heldet på sin side i det­te års DTM. I da­gens kva­lifi­kation i Barcelona viste dan­skeren forry­gende kørsel ved at være hurtigst af alle i første tid­tag­ning, men i anden blev han på sine hurtigste om­gange blo­keret af den lang­som­mere Mer­cedes-kører Gary Paf­fett. Det betød, at Kristensen måtte bremse op flere gange, og det kostede deltagelsen i den afgørende kvali­fikationsdel og måske pole position.

”Det var hammer irriterende, for jeg følte mig fantastisk kørende. I den sidste ende kom jeg til at mangle 7/100 sekund i at komme videre i kvalifikationsfinalen, hvor jeg alt andet lige ville være endt helt fremme. I de fire træningsrunder hernede har jeg været enten nummer ét eller to, og med bedste tid i første kvalifikationsdel vidste jeg, bilen var sat perfekt op. Paffett er normalt en fair kører, men her viste han ikke just sports­man­ship, og det fik jeg også fortalt ham bagefter. Han undskyldte sig med, at han selv skulle sætte en hurtig tid, men han kunne nemt have givet plads. Nu endte jeg bag ham over to omgange, og så var der ikke mere i mine dæk,” siger en fru­streret Tom Kristensen.

Det var andet løb i træk, en anden kører ødelagde danskerens kvali­fikation, og det gør ikke hans humør bedre.

”På Brands Hatch var min Audi-kollega Mike Rockenfeller uheldig at ryge af banen lige foran mig, hvilket kastede så meget støv op, at jeg ikke kunne se sporet. Det kunne jeg endda leve med, fordi ingen forsætligt kører af banen. Dagens episode nærmede sig chikane, men jeg må bare se i øjnene, at DTM-sæsonen har været forfulgt af uheld. Jeg håber lidt på regn i morgen, for det vil gøre løbet mere lotteripræget. Jeg kunne godt bruge et løb, hvor gevinsten faldt på mit lod,” siger Tom Kristensen.

I den meget tætte kvalifikation endte Mercedes-veteranen Bernd Schneider overraskende med at tage pole position foran Audis titelhåb, Timo Scheider.