For godt 14 dage siden skrev vi om GMs store økonomiske vanskeligheder, der bl.a. har medført reduktion i antallet af stillinger, reduktion i produktionen, lukning af fabrikker og nedgang i lønningerne for de tilbageblevne medarbejdere.
Nu kommer så resultatet fra GM's finansieringsselskab - GMAC, der oplyser, at resultatet for anden kvartal er på $2,48 milliarder - vel at mærke i minus- et resultat, der er langt fra sidste års resultat på samme tid. Her noteredes et overskud på $293 millioner, så der er unægteligt sket en negativ udvikling hos GMAC.
Det dårlige resultat skyldes først og fremmest tab på leasing på det nordamerianske marked. Her tabte man $716 millioner - mest fordi man har måttet nedskrive værdien på SUV- og truck-modeller til den nuværende markedspris, der på grund af de vilde brændstofpriser er raslet ned.
Pr. 30. juni udgjorde den samlede værdi af leasingmassen på det nordamerikanske marked i alt $30 milliarder, heraf $12 milliarder fra SUV-modeller, $6 milliarder fra trucks og $12 milliarder på personbiler.
Det skal endelig siges, at GM hæfter for GMAC, så der er langt fra vandtættet skodder mellem fabrikationen af biler og leasingdelen. Derfor er GM forpligtet til at dække en del af GMACs tab på leasing og kontraktligt forpligtet til at dække den manglende værdi på leasingbilen.
Men GM er ikke eneejer af GMAC. I dag ejer selskabet kun 49 % af aktierne i GMAC, mens Cerberus Capital Management LLC ejer 51 %. Sidstnævnte ejer 80 % af Chrysler LLC - en aktiepost, de erhvervede, da Daimler trak sig fra sit langt fra succesfulde eventyr i USA.
annonce - klik på logoGlæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.