En kraftig stigning af salget i områder som Kina og Sydamerika har atter sat nye rekorder i VW-koncernen: I de første fire måneder i år har koncernen således solgt 2,14 millioner enheder, hvilket er en stigning på 8 % i forhold til samme periode sidste år.
Hele sidste år solgte koncernen mere end seks millioner enheder, hvilket var ny afsætningsrekord. Og med de flotte afsætningstal for årets første fire måneder satser ledelsen på ny rekord for hele året.
Og ambitionerne fejler intet, når man har sat sine nye mål - ganske vist på langt sigt: At slå Toyota - eller sagt på en anden måde: At blive verdens førende automobilfabrikant.
Det var især på de nye markeder, man høstede flotte salgstal: I Brasilien steg salget med 24,3 % (203.000), mens salget i Kina voksede med 28,9 % til 368.000 enheder. I Centraleuropa og i Østeuropa fik koncernen et plus på 18,7 % svarende til 178.000 enheder. Og her skal man bemærke at på alle tre markeder var resultaterne også sidste år præget af meget store stigninger.
Også på hjemmemarkedet - Tyskland - øgede man afsætningen - her med 5,9 % svarende til 339.000 enheder. Bemærk så lige salgstallet fra Kina. Markedet er fortsat større end hjemmemarkedet.
Det amerikanske marked er præget af den dårlige økonomi, og her måtte man konstatere en tilbagegang på 4,9 % (159.000) - det var dog Volkswagen, der var det svageste mærke af koncernen fire vigtigste mærker: Volkswagen, Audi, Skoda og Seat.
På verdensplan ser det dog anderledes godt ud for Volkswagen-mærket: Salget af vw-personbiler steg i de fire første måneder med 8,8 % svarende til 1,25 millioner enheder - Audi steg med 1,7 % (338.000), mens Skoda steg med 17,7 % (237.000). Seat er fortsat koncernen "smertensbarn" - et minus på 5,9 % svarende til 135.000 enheder, hvilket klart viser, at man endnu ikke har fået løst afsætningsproblemerne omkring det spansk-tyske mærke.
Til gengæld fik varevognssalget et plus på 14,7 % (171.000).
Alt i alt et godt resultat for hele koncernen, hvor SEAT dog fortsat afviger de klare positive tendenser.
annonce - klik på logoGlæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.