Stephane Peterhansel fører fortsat Central Europe Rally i sin Mitsubishi Pajero Evolution, men forspringen er reduceret til 22 sekunder efter torsdagens etape i Ungarn.Det så ud som om, Central Europe Rally blev afgjort, da sydafri­ka­ne­­ren Giniel de Villi­ers rullede med sin Volks­wa­gen Race Toua­reg på torsdagens før­ste ha­stigheds­etape. De Villi­ers var i færd med at hale ind på Mitsubi­shis Stephane Peterhansel. Forskellen var blot 1 minut 44 sekunder in­den dagens tredjesidste etape og med tilstrækkelig højt tempo ville VW’en kunne indhente Mitsubishi’en.

Men tempo’et var for højt, De Villiers ramte en ujævnhed, som send­te bilen lidt i luften. Derpå ramte den det efterfølgende bump med næsen først og den snublede på det nærmeste over sig selv. Man var i fjerde gear og hastigheden så høj, at Race Touareg’en rullede ikke færre end seks gange – uden at nogen af kørerne iøvrigt kom noget til. Det siger meget om sikkerheden i moderne rallysport. Men bilen – eller resterne af den – kommer ikke videre i dette rally.

Og så var Peterhansel vel urørlig i spidsen!

Det var han, men kun for en kort stund:

”Vi punkterede i formiddags og havde problemer med gearkassen i eftermiddags,” fortalte den 9-dobbelte Dakar-vinder. ”I alt mistede vi fire minutter, det er frustrerende, for nu er vi tilbage hvor vi starte­de.”

De ord rammer helt præcist. For samtidig med at Volkswagen teamet under ledelse af danske Kris Nissen havde uheld med De Villiers luft­tur, formåede den regerende cross-country verdensmester, Carlos Sainz, at holde så højt et tempo, at han ikke bare vandt torsdagens etape, men en overgang overtog føringen i rallyet. Da dagen var omme, var Peterhansel i føring påny, men afstanden imellem ham og Sainz var reduceret til sølle 22 sekunder – efter fem dages rallykør­sel! Afstanden er præcis det forspring, Stephane Peterhansel havde til Carlos Sainz efter rallyets første to etaper.

Carlos Sainz i VW Race Touareg vandt torsdagens etape og er nu blot 22 sekunder efter den førende Stephane Peterhansel.Begivenhederne i top­pen stjal billedet. Men med til historien hører også, at Peterhan­sels team-kammerat, Juan Nani Roma i en Mitsu­bishi Pajero Evolution magen til fransk­man­dens blev 2’er på torsda­gens etape og ligger på en samlet 3. plads blot 2 minutter 38 sekun­der efter Peterhansel.

Torsdagens begivenheder vidner ikke bare om, at rallyet på den ene side er en hård udfordring for deltagerne, men på anden side også appellerer til at blive kørt i sprint-tempo. Bortset fra manglen på ør­kensand, er det nok den største forskel på Central Europe Rally og det Dakar-rally, det erstatter.

Og intet tyder på, at spændingen tager af over de sidste to etaper, for hér skal deltagerne igennem eksakt de samme hastighedsprøver, som de kørte torsdag, dvs. i området nord for Balaton søen i Ungarn. Kendskabet til prøverne øger deltagerne risikovillighed og ingen kan forudsige udfaldet.

Stillingen i Central European Rally 2008 efter dagens hastigheds­etape:

  1. Stephane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo, 7t29m53s 
  2. Carlos Sainz/Michel Perin (SPA/FRA), VW Race Touareg 2, +22s
  3. Juan ”Nani” Roma/ Lucas Senra Cruz (SPA/SPA), Mitsubishi Pajero Evo, +2m38s
  4. Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), VW Race Touareg 2,
  5. Luc Alphand/Gilles Picard (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo
    (Med forbehold – løbsledelsens officielle stilling foreligger ikke i skrivende stund)

annonce - klik på logo
Klik her og gå til Autohuset Hørsholms hjemmeside

Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.