Tom Kristensen er atter et af Audis bedste bud på en topplacering i DTM-mesterskabet, der starter denne weekend på Hockenheim
Tom Kri­stensen og re­sten af feltet i Deut­sche Touren­wagen Ma­sters, DTM, tager i den kommende week­end hul på den nye sæson. Traditionen tro foregår årets første asfaltbal på Ho­cken­­heim, hvor danskeren for nøjag­tigt et år siden var udsat for det horror-crash, der nær havde kostet ham livet.

   For 12 måneder siden var Kristensen sammen med kollegaen Mattias Ekström Audis to bedste bud på DTM-titlen, men mens danskeren fra Hockenheim røg direkte ind i en lang restitutions­fase, tog Ekström med en sejr afsæt mod mesterskabet. Sven­ske­ren er dermed meget natur­ligt atter topkandidat her i 2008, mens Tom Kristensen hæfter sig ved det positive i, at han langt om længe føler sig tæt på topformen igen.

   “For mig drejer det sig om at lægge 2007-sæsonen bag mig. Jeg har trænet mere målrettet end nogensinde for at komme tilbage i den form, jeg havde før crashet på Hockenheim. Fysisk er jeg, hvor jeg skal være, idet jeg under Audis fitnessuge i februar præsterede mit bedste resultat nogensinde og i al beskedenhed også havde de bedste tal i hele Audi-truppen. Eftervirkningerne fra crashet bliver stadigt mindre, og jeg har efterhånden fundet ud af at tackle de påvirkninger, der stresser kroppen. Derfor hå­ber jeg at kunne være tilbage i 100 procent form igen bag rattet. Til gengæld har jeg for første gang i flere sæsoner ikke en umid­delbar fornemmelse af, hvor vi står som team. Der er så mange ubekendte i årets DTM-ligning, at det første mellemfacit først kan gives efter sæsonens andet løb på Oschers­leben, der med sine mange sving har et helt andet banelayout end højfartsbanen Ho­ckenheim. Så hvor jeg tidligere har haft mester­skabet som mål, vil jeg i år sige, at en løbssejr er mit succes­kriterium,” siger Tom Kristensen.

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den største faktor af de omtalte ubekendte er, at Audi i år stiller med en komplet ny DTM-racer. Reglerne dikterer ellers, at der kun må ændres på chassiset inden for meget snævre rammer for at holde omkostningerne i et ellers løbsk hightech-cirkus ne­de. Men for de to deltagende producenter, Mercedes og Audi, dre­jer det sig også om at markeds­føre sig på modeller, der minder lidt om de to mærkers gadebiler. Derfor fik Mercedes sidste år dis­pensation til at ændre sit chassis efter den nye C-klasse-mo­del, og i år har Audi så fået dispensation til at ændre sin nye DTM-ra­cer efter den nye A4-version.

   “I vinterens løb har vi testet lige til tidsgrænsen, før layoutet og konstruktionen af vores nye DTM-bil blev låst. Vi så med Mer­cedes sidste år, at der godt kan gå et par løb, før den nye model er kørt ind, og spørgsmålet er, hvor godt vi rammer i første forsøg i weekenden. Da jeg også har været involveret i Audis sports­vogns­program, har jeg ikke haft mulighed for at teste den nye bil ret meget, og desværre kun i dårligt vejr på Mugello og Oscher­s­leben. Den omstændighed er en anden faktor, der gør det svært for mig at vurdere, hvordan jeg vil klare åbningsløbet,” forklarer Kristensen.

   Som i de seneste sæsoner stiller Mercedes og Audi med fire spritnye modeller, der gives til de udvalgte topkørere, heriblandt Tom Kristen­sen. I andet geled kommer imidlertid en række fuldt udviklede 2007- og 2006-racere, der får en vægtkompensation på henholdsvis 10 og 20 kilo for at udligne de aerodynamiske fordele, man må for­mode de nye racere har. I disse biler sidder der tilmed også en lang række topkørere, og det får Tom Kristen­sen til at spå om det mest lige mesterskab nogensinde.

   “Vi så allerede sidste sæson, hvor tæt kørerne ligger på grund af vægtudligningen. I år er der tilgang af de tidligere Formel 1-kørere Ralf Schumacher, Marcus Winkelhock og Christijan Albers, og da sættes ind i ældre biler, vil de i høj grad være outsidere,” vurderer Kristensen.

  Andre nye kørere er de unge stortalenter Maro Engel og Oliver Jarvis, der begge har haft stor succes i formelklasserne. Den bri­tiske kvinde Kathe­rine Legge, der tid­ligere har kørt Champ­Car i USA, erstatter hos Audi Vanina Ickx og udgør sammen med Mer­cedes-piloten Su­sie Stoddart det femi­nine islæt i seri­en.  

   Ud over vægt­udlig­ning er succesbal­last et kendt begreb inden for touring cars. Dette begreb betyder, at et vindende mærke i det efterfølgende løb får lagt ekstra fem kilo i sine biler, mens det tabende mærke må tage tilsvarende fem kilo ud. Dette system tæller i DTM for hver enkelt årgang, og derfor vil styrke­forholdet blive forrykket fra løb til løb gennem sæsonen.

   “Jeg tror stadig, mesterskabet vil blive afgjort mellem os kørere i 2008-biler, men der vil på grund af reglen om succesballast være mange topkandidater i hver eneste afdeling, og det bliver derfor i år mere end nogensinde vigtigt at score point jævnligt. Da der samtidig er indført snævrere rammer for pitstop, hvor vi ikke læn­gere kan sprede vores to obligatoriske stop over hele løbet, men kun den midterste tredjedel, bliver kvalifikationen ekstremt afgø­rende. En dårlig kvalifikation kan medføre, at man må blive hæn­gende bag langsommere kørere i mindst tyve minutter, og så bli­ver det svært at hente det tabte ind,” spår Tom K.

 

Nye regler

Der skal som hidtil afvikles to obligatoriske pitstop under et løb. Disse har indtil nu ligget frit efter sjette omgang, men fra 2008 skal begge stop finde sted i løbets midterste tredjedel. Dermed kan et mærke ikke trække et pit­stop ud og bruge sine dårligst placerede kørere til at spærre for mod­stan­dernes forreste kørere, som det sås flere gange i 2007.  

 

Der indføres i år forbud mod teamordrer, som det kendes fra Formel 1. Der­med må et team ikke lade sine kørere skifte plads indbyrdes for at hjælpe dem, der ligger bedst i mesterskabet.

 

Der kommer en ny strafmulighed i form af en ”Pit Stop Penalty,” der sup­plerer en ”Drive Through” og en tildelt tidsstraf. I en Drive Through skal kø­rerne tage en strafrunde op gennem pitten, men må ikke foretage et obli­gatorisk pitstop i samme ombæring. Ved en Pit Stop Penalty bliver kørerne alt efter deres ”forbrydelse” holdt tilbage ved pitindgangen i et antal sekun­der. Herefter må kørerne fortsætte gennem pitten til et obligatorisk stop.   

 

Der må i en løbsweekend kun bruges seks sæt tørvejrsdæk pr. bil i kvali­fikation og løb mod tidligere syv sæt.

 

Warm Up vil ikke længere blive afviklet søndag morgen, men vil i stedet fin­de sted i en ti-minutters-session fra kl. 13.05 til 13.15 før løbet. Her kan op­sætning testes af og pitstop-øvelser udføres.

 

Sæsonoversigt, DTM:

 

Løb

Dato

Bane

1.

13. april 2008

 Hockenheim

2.

20. april 2008

 Oschersleben

3.

04. mai 2008

 Mugello (I)

4.

18. mai 2008

 EuroSpeedway

5.

29. juni 2008

 Norisring

6.

13. juli 2008

 Zandvoort (NL)

7.

27. juli 2008

 Nürburgring

8.

31. august 2008

 Brands Hatch (GB)

9.

21. september 2008

 Barcelona (E)

10.

05. oktober 2008

 Le Mans (F)

11.

26. oktober 2008

 Hockenheim

 

 

Kørere 2008:

 

1

Mattias Ekström (S)

2008 Audi

2

Martin Tomczyk (D)

2008 Audi

3

Bruno Spengler (CDN)

2008 Mercedes-Benz

4

Paul di Resta (SCO)

2008 Mercedes-Benz

5

Jamie Green (GB)

2008 Mercedes-Benz

6

Bernd Schneider (D)

2008 Mercedes-Benz

7

Gary Paffett (GB)

2007 Mercedes-Benz

8

Mathias Lauda (A)

2007 Mercedes-Benz

9

Tom Kristensen (DK)

2008 Audi

10

Timo Scheider (D)

2008 Audi

11

Ralf Schumacher (D)

2007 Mercedes-Benz

12

Maro Engel (D)

2007 Mercedes-Benz

14

Alexandre Prémat (F)

2007 Audi

15

Oliver Jarvis (GB)

2007 Audi

16

Susie Stoddart (SCO)

2007 Mercedes-Benz

18

Mike Rockenfeller (D)

2007 Audi

19

Markus Winkelhock (D)

2007 Audi

20

Katherine Legge (GB)

2006 Audi

21

Christijan Albers (NL)

2006 Audi