Det bedste køb på brugtbilmarkedet lige nu er en Ford Mondeo, årgang 2004. Det mener juryen bag Årets Brugtbil 2008, der kårer Mondeo som en suveræn vinder.
Meldingen er klar. Du får rigtig meget kvalitetsbrugtbil for pengene, hvis du kigger på en brugt Ford Mondeo i årgang 2004.
“Ford Mondeo er uden tvivl det mest attraktive brugtkøb blandt de 10 nominerede. Mondeo’en er ikke bare en køredynamisk delikatesse med en rummelig kabine og tidløst design. Den byder også på god komfort, og har vist sig at være ganske solidt skruet sammen, især i den faceliftede 2004-årgang, som har fået rystet de fleste fejl og børnesygdomme af sig.
Man bør dog stadig kigge sig for, men der er flere plusser end minusser. Udvalget af brugte eksemplarer er i øvrigt kæmpestort, og priserne er ret lave i forhold til det, man får. Som en lille bonus ligger Mondeo-priserne i øjeblikket således, at det ikke behøver koste ekstra at vælge den yderst rummelige stationcar frem for en 4- eller 5-dørs-model,”siger journalist Nikolaj Karlshøj fra Auto Bild, der er et af 16 medier bag kåringen. Desuden tæller resultatet af en afstemning blandt BilBasens brugere med samme vægt som et jurymedlem.
Jurymedlemmerne bag Årets Brugtbil blev bedt om at kigge på ti udvalgte biler, der kæmpede om titlen.
Syv førstepladser
Med syv førstepladser og stemmer fra 13 ud af 17 medlemmer er Ford Mondeo, årgang 2004 et værdigt valg. Grunden til, at årgangen tages med, er at en bilmodel udvikler sig gennem dens levetid. Nogle biler er ikke født med ESP, men får det løbende, andre har problemer med rustbeskyttelsen, som senere bliver udbedret.
”Mondeo er en helt igennem fornuftig familiebil og suverænt den i klassen der giver mest bil for pengene. Med faceliftet til 2004 modellen fik Mondeo meget ”Passat feeling” og det er bestemt ikke det ringeste sammenligningsgrundlag – og navnlig ikke når prisen ikke følger med. Et stort flådesalg gør udbuddet af brugte Mondeo stort og økonomisk gunstigt – og da bilen samtidig er veludstyret og billig i vedligeholdelse er det en stærk pakke. Eneste skår i glæden er rust i dørene, som skyldes en produktionsfejl. Imidlertid har Ford anerkendt problemet og har løst problemerne på en professionel måde,” lyder det fra bilforhandler Henrik Bollerslev fra Lindholm Biler, der repræsenterer Dansk BilForhandler Union, DBFU. Samme holdning har Steen Bachmann, der er redaktør af Brugtbilrevyen og journalist på Bil Magasinet.
”Mondeo generation II er et glimrende kompromis mellem komfort og sport, også når den er godt læsset på ferieturen. Jeg lånte en 2,0 st.car fra 2004 i vinterferien og kørte 1.000 km – det var en fornøjelse, og man mærkede intet til, at den havde kørt 150.000 km. Den har et fint styretøj, gode sæder, behageligt støjniveau og en god solid 2,0-liters motor (1,8’eren er for svag). Et kolossalt udbud presser priserne lige nu, og på en faceliftet 2004 ’er fås store prisafslag. Rust er et kendt problem, så undersøg altid bunden af dørene,” lyder begrundelsen fra Steen Bachmann.
Konkurrence fra Skoda Octavia
Ford Mondeo årgang 2004 fik stemmer fra 13 ud af 17 stemmeafgivelser – heriblandt syv førstepladser, og samlet 160 point. På andenpladsen kommer Skoda Octavia årgang 2004 med 90 point og Toyota Corolla årgang 2002 på tredjepladsen med 60 point. Blandt de jurymedlemmer, der Octavia som favorit var leder af teknisk afdeling hos FDM, Jørgen Jørgensen.
”Igennem de senere år, er Skoda blevet et bilmærke der har markeret sig i det segment hvor man finder gode og driftsikre biler. Det er ikke uden grund. Fordums forbehold for det tjekkiske bilmærke er forstummet. Det kan i et vist omfang tilskrives produktsammenfaldet med VW. Men til tider virker det som om at Skoda faktisk har større evne til at samle et godt produkt, med dele fra den fælles komponentbank. Står der diesel på programmet, er der mulighed for at finde en god 1,9 TDI, som sjældent byder på overraskelser, selv om der er en del kilometer på tælleren,” er Jørgen Jørgensens bedømmelse af Skoda Octavia, årgang 2004.
To førstepladser til Getz
Blandt outsiderne til titlen var foruden Skoda Octavia også Hyundai Getz, årgang 2004 og Toyota Corolla, årgang 2002. Overraskende fik Hyunda Getz hele to førstepladser og en flot femteplads.
”Hyundai Getz ser lille ud, men kabinen er rummelig, praktisk og funktionelt indrettet. Men det der gør den ekstra interessant som brugtbil er dens overgennemsnitlige driftsikkerhed. En Getz er stort set altid fejlfri og får meget få anmærkninger til syn, næsten uanset km-tal og årgang. Eneste væsentlige minus er dens ringe rustbeskyttelse. Dieselmodellerne går rigtig langt på literen, især den firecylindrede som blev lanceret i 2004,” siger Anders Berner, der laver brugtbilanmeldelser for Ekstra Bladet.
Ingen kunne dog ikke røre den suveræne Ford Mondeo, der byder på meget plads for pengene, kører godt og findes i et stort, varieret udbud til fine priser. En værdig vinder.
Top fem, årets Brugtbil 2008
1. Ford Mondeo ’04 – 160 point
2. Skoda Octavia ’04 – 90 point
3. Toyota Corolla ’02 – 60 point
4. Audi A4 ’04 – 55 point
5. Hyundai Getz ’04 – 45 point