General Motors har haft et ganske godt år i 2007, og deres globale salg steg med 1.9 % - men dette til trods er GM ikke længere verdens største bilfabrikant, for det lykkedes Toyota i 2007 at overgå den amerikanske bilgigant, der har været vant til førstepladsen gennem utallige årtier.
GM solgte 8.885.599 enheder i 2007 - Toyota anslår deres salg til at være 9.370.000 enheder - et tal der inden længe bekræftes endeligt.
Her på autoteket.dk rapporterede vi som mange andre bilnyhedssider, at der var dødt løb mellem giganterne, men denne oplysning viste sig at være fejlagtig, da GM havde medregnet 516.435 enheder hidrørende fra det kinesiske Wuling-brand, hvor GM kun ejer 34 % af aktierne i dette selskab (SAIC-GM-Wuling Automobile Co.) og dermed har de ikke lov til at medtage disse enheder i deres samlede salg.
Denne regel er kutyme og har altid været gældende - Ford medregner f.eks. ikke Mazda i deres globale salg - for Ford ejer kun 33.4 % af Mazda.
Og det placerer Toyota på en klar førsteplads for første gang i bilens historie. Og førstepladsen gælder både det globale salg og den globale produktion af biler.
Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.