Rolls-Royce har planer om at udbygge den meget specielle Rolls-Royce-fabrik i Goodwood. Det drejer sig om opbygningen af en ekstra produktionslinje, som skal køre parallelt med den nuværende. Den gamle produktionslinje vil producere den nuværende Rolls-Royce Phantom, mens den nye er beregnet til de kommende nye modeller.
Ændringen vil medføre flytning af flere afdelinger, bl.a. den legendariske læder-og træafdeling, hvor det ædle engelske håndværk holdes i hævd. Den flyttes til et område, der indbygges over produktionen som en mezzanin, hvor den samtidig får et langt større areal til rådighed. Det giver plads til flere nye højteknologiske maskiner - bl.a. et automatisk trælakerings-system.
Også malerafdelingen udvides og ombygges efter de nyeste teknologier og samtidig indfører RR treholds-skift, så der bliver lys i afdelingen i alle døgnets 24 timer.
Flere hundrede nye medarbejdere vil blive ansat, når hele udvidelsen står klar i Goodwood. Man er så småt allerede begyndt at ansætte fok, så de uddannes professionelt over de næste to år, hvor byggeriet pågår.
Og uddannelse er selvklart en meget vital del af Rolls-Royce konceptet, for de mange håndfremstillede detaljer i en RR er med til at skabe mærkets image. Og i år er det allerede anden gang, man ansætter folk, der starter med en storstilet uddannelse, før de slippes løs i produktionen. 40 af de ansatte er specielle "company students" fra hele verden, der alle overvåges specielt af selskabets talentspejdere.
Og der er brug for flere hænder, for salget af Rolls-Royce worldwide er fortsat stigende. Med udgangen af september var salget steget med 22 %, og ordrebøgerne rækker allerede langt ind i 2008. Modellen med den forøgede akselafstand står alene for en fjerdedel af det kommende salg af 4-dørsmodeller.
Rolls-Royce Motor Cars øverste chef - Ian Robertson - ser frem til den kommende udvidelse, der imødekommer mange af de helt specielle krav, som RR-kunder stiller, og ikke mindst sætter RR i stand til at leve op til den stigende efterspørgsel - især fra det store asiatiske marked, hvor salget er steget med over 40 %.
annonce - klik på logoGlæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.