Tom Kristensen havde alle odds imod sig i lørdagens kvalifikation til DTM-finalen på Hockenheim, men starter efter fantastisk kørsel på poleIngen aner, hvor pokker Tom Kri­stensen hentede ressourcerne fra til at besejre Hocken­heim, da han lør­dag sikrede sig startposition ét til årets finaleløb i DTM-serien.
   For under et halvt år siden cra­she­de den danske Le Mans-helt vold­somt på sam­me bane og var tæt på at miste livet. Han kæmper stadig for at komme op på den samme fysiske form, ligesom han stadig får intensive behandlinger for hovedpine efter en påkørsel med en kraft på 65 g. Den efterfølgende hjernerystelse kandi­derer stadig til Guinness’ rekordbog som den største i moderne tid.
   Lørdagens pole-tid var ny bane­rekord og sættes yderligere i relief af, at Tom Kristensen siden sit comeback i juni har været forsøgska­nin for sine mesterskabskolleger i Audi-teamet. Således brugte han hele fredagens træning til at lede efter alternative opsætninger, som måske kunne hjælpe hans teamkolleger Mattias Ekström og Martin Tomczyk i titel-kampen. Da disse ideer ikke virkede, fik Kristensen først lørdag mulighed for at køre sin bil med en fornuftig opsætning.
   ”Det har været dejligt at få en bil, der i dag kunne styres de sidste millimeter ude på grænserne. Allerede i første kvalifikationsdel var det nok til en placering helt i top, hvorpå vi ændrede lidt på hjul­vink­len på højre forhjul. Det hjalp yderligere en smule, hvorpå vi tog lidt af trykket ud i alle fire dæk. Det var den rigtige formel til hurtigste tid i anden kvalifika­tionsdel, så derfor ændrede vi ikke noget til tredje kvalifika­tionsdel. Her satte jeg pole-tiden i første forsøg, og den blev så heldigvis stående sessionen ud,” siger Tom Kristensen.
   Selv om danskeren således står stærkt før søndagens løb, har han stadig en vigtig warm-up før løbet.
   ”Det er én ting at køre hurtigt over en enkelt omgang. Jeg mangler stadig at prøve bilen med den rigtige opsætning i løbstrim, men for­håbentlig holder det tørvejr søndag formiddag, så jeg kan få dette vigtige input med. Herefter er det for Audi bare om at sikre sig dels sejren, dels sikre, at enten Ekström eller Tomczyk tager titlen. Begge klarede sig i kvalifikationen bedre end Mercedes’ eneste titelkandi­dat, Bruno Spengler. Det ser godt ud for os, og lykkes alting søndag, vil vi alle have glemt forrige runde på Barcelona, hvor der gik lidt for meget stock car i mesterskabet,” siger Kristensen.
   For tre uger siden trak Audi alle sine biler ud af afdelingen i Barce­lona, efter at alle mærkets topkørere var blevet ramt af Mercedes-konkurrenter.

Resultat af kvalifikationen til DTM-finalen på Hockenheim:
1: Tom Kristensen, Audi  1:32.862 min.
2: Timo Scheider, Audi  +0,077 sek.
3: Mattias Ekström, Audi  +0,088 sek.
4: Jamie Green, Mercedes  +0,166 sek.
5: Martin Tomczyk, Audi  +0,329 sek.
6: Bruno Spengler, Mercedes +0,411 sek.
7: Bernd Schneider, Mercedes +1,077 sek.