Benny Hall (i den hvide Ford Lotus Cortina til højre i billedet) var hurtig i sidste års Copenhagen Historic Grand Prix. Det er han også i år, men han får med garanti kamp til stregen i et felt, som tæller flere højpotente, kraftsvulmende biler som f.eks. Ford Mustang og Ford Falcon.Der bliver fart over feltet i de histo­riske racer­klas­ser under Co­pen­­ha­gen Histo­ric Grand Prix i Fælled­par­ken den 4. - 5. august. Der er tale om gode felter med en stribe fine biler og ligeså man­ge tændte kø­rere fra dengang som nu. 

De historiske klasser er nemlig et spejl af 60’ernes motorsport i Dan­mark. Tilbage i tiden var racerkørsel forbeholdt enkelt personer, som stillede op i sportsvogne, bygget af f.eks. Lotus og Porsche. Men ef­ter­hån­­den som bilfabrikkerne fik øje på de mange mulig­heder, mo­tor­sporten kunne bi­brin­ge dem, ændrede billedet sig. Man be­gyndte at køre race med serie­producerede standardvogne og det gjorde det muligt for bil­spor­­ten at blomstre overalt, ikke mindst i Danmark.

En af de første var Ford, der med Lotus Cortina dominerede den in­ter­nationale racerscene i 1960’erne. Siden kom BMW og Alfa Romeo med og kimen var lagt til vore dages populære standardvognsserier rundt om i verden. 

En overgang så man ikke mindst i Danmark indædte fighter mellem Por­sche 911 og de højpotente Ford Escort BDA og Twin Cam model­ler. Det var kørere som Tom Belsø og Svend Engstrøm i hhv. Ford og Porsche, der gav publikum fuld valuta for pengene på Roskilde Ring, Jyllandsringen og Ring Djursland. 

Det billede kommer til at gentage sig i Copenhagen Historic Grand Prix. Ikke med Engstrøm og Belsø bag rattet men med biler fra den­gang. Der er dog en enkelt undtagelse: Benny Hall, som var Dan­marksmester flere gange i perioden, er også med i København i en meget fin Ford Lotus Cortina. I øvrigt nogenlunde identisk med den, H.K.H. Prins Joachim nor­malt kører.

Prins Joachim kommer vi ikke til at se i kamp med Benny Hall, for prin­sen har valgt at koncentrere sig om det såkaldte PRO/AM race, hvor han skal dele en BMW 2002tii med den 5-dobbelte Le Mans vinder, Derek Bell.

Til gengæld får Benny Hall med garanti nok at se til. Han var blandt de hurtigste i Fælledparken i fjor og i år er det ikke utænkeligt, at der bl.a. bliver kamp til stregen mellem Hall og en af den moderne tids DTC-kørere, Jesper Sylvest, der har anskaffet en bil magen til Halls Lotus Cortina. Sylvest har dog først lige fået den nye gamle bil og har ikke prøvet den i race forinden. Det kan let betyde, at datidens mester slår nutidens.

Men Hall får det næppe let. For feltet af standardbiler op til 1965 er spæk­ket med kraftsvulmende biler. Ikke færre end fire store ameri­kanerbiler er tilmeldt: To Shelby Mustangs kørt af hhv. sydafrikane­ren Fred Phillips og belgieren Andre de la Porte, en Ford Falcon Futu­ra Sprint, kørt af sven­ske­ren Johan Högman og ikke mindst danske­ren Ulrik Weiss’s Shelby Mustang.

Sidst i 1960’erne og først i 1970’erne var det især de hurtige Ford Escort BDA og Twin Cam modeller, der dominerede på den internationale motorsportsscene. Det sceneri gentager sig i Fælledparken.I klassen for de lidt yngre standardvogne (gr. 2 op til 1971) er det i første hånd BDA Es­cort’er mod Porsche 911. Tommy Kjehr, som fører kampen om Dan­marks­me­ster­ska­bet, deltager med en Escort BDA fra 1971. Dengang var det et krav, at en bil, for at måtte deltage i gr.2 klassen for tune­de biler, var seriefremstillet i 5000 eksemplarer. Det gjorde Ford og dermed var der lagt grundlaget for en ny epoke, hvor mange fabrik­ker valgte at investere de nødvendige summer for at kunne være med på racer­ba­nerne.

I København er Tommy Kjer favorit, men sejrer han, bliver det næppe uden kamp til stregen. I klassen deltager flere Escort’er, bl.a. den Twin Cam, som Charlotte Engel vandt PRO/AM løbet med i fjor. Hun er selv bag rattet og skal kæmpe imod biler i alle størrelser: Fra en Ford Mustang GT350R til de små populære Sunbeam/Hillman IMP. Deltagerlisten tæller også Alex Thomsen og Niels Nordenhoff i Por­sche 911S, Stefan Winquist i Datsun 240Z, en hel stribe andre for­skellige biler samt en yderst sjælden Lancia Fulvia HF Rallye Fana­lone, kørt af australieren Robert Sherrard.