- Renault opretter med virkning fra 1. januar 2008 sit eget datterselskab i Norden, som skal varetage distributionen af Renault biler og reservedele samt eftermarkedsaktiviteterne i de fire nordiske lande (Sverige, Norge, Finland og Danmark).
- Renault investerer 10 millioner euro i at etablere Renault Nordic, hvor målsætningen er at kunne lancere en historisk offensiv for sine produkter på disse markeder. Der vil være ca. 170 medarbejdere i Renault Nordic, heraf 100 medarbejdere på hovedkontoret i Stockholm.
- I forbindelse med Renault Commitment 2009 lancerer Renault 24 nye modeller (Renault og Dacia). Tretten af disse modeller bliver lanceret i 2008. Dette enestående produktprogram, der er specielt tilpasset kolde klimatiske forhold i Norden, vil også omfatte en helt ny og miljøvenlig bil: Mégane E85.
Det nye datterselskab Renault Nordic bliver struktureret omkring et regionalt center i Stockholm og med lokale filialer i Helsinki, Oslo og København. Hovedkontoret i Stockholm vil tage sig af supportfunktionerne og understøtte de operationelle afdelinger i de fire lande. Renault bevarer det allerede etablerede og særdeles professionelle forhandlernetværk, hvilket giver en omfattende, geografisk dækning på alle fire markeder. Det vil betyde, at kunderne fortsat vil kunne blive betjent dér, hvor de plejer at komme.
Alain Margaritopol, der er administrerende direktør i Renault Nordic, har denne kommentar: ”Ambitionerne i forbindelse med Renault Commitment 2009, der blev offentliggjort i februar 2006, kræver, at vi gennemgår vores distributionspolitik på mange af vores nøglemarkeder med henblik på at forbedre vores servicekvalitet over for vores kunder og skabe større vækst for vores mærker. Vi lægger vægt på en større grad af support til netværket, således at forhandlerne kan anvende flere kræfter på deres markedsføring. Ud over et udvidet og fornyet produktprogram kan Renault-forhandlerne se frem til introduktionen af den nye Logan model.”
Renaults tre vigtigste fokusområder er kvalitet, lønsomhed og vækst. De mål, der skal være realiseret i 2009, omfatter en stigning i det årlige salg i hele verden på 800.000 biler sammenlignet med niveauet i 2005. Det europæiske marked er særdeles vigtigt i arbejdet med at nå dette mål, og vi har identificeret et antal markeder, hvor Renaults muligheder som mærke ikke er fuldt udnyttet."
”Det nordiske område er et af disse nøglemarkeder”, fortsætter Alain Margaritopol. ”Renaults mål er at øge vores samlede markedsandel for personbiler og varevogne på de nordiske markeder fra fire procent i 2006 til syv procent i 2013. Vi har således et helt klart mål om en betydelig vækst i Norden i de kommende år.”
Bilag:
1. Renault SAS
Renault Commitment 2009 er en vækstplan, hvis målsætning er at gøre Renault til den mest lønsomme, større europæiske bilproducent og fastholde denne position. De tre vigtigste elementer er at:
- placere den nye Laguna, der bliver lanceret i 2007, blandt de tre bedste bilmodeller i sit segment med hensyn til produkt- og servicekvalitet
- opnå et driftsresultat på seks procent af omsætningen i 2009
- sælge 800.000 flere enheder i 2009 sammenlignet med 2005.
Renault SAS havde i 2006 et nettoresultat på 2,9 mia. euro.
2. Renault-Volvo fællesskabet: 25 års samarbejde
Siden 1. januar 1982 har Volvo Cars haft ansvaret for distributionen af Renaults personbiler, varevogne og reservedele samt varetagelsen af eftermarkedsaktiviteterne i de nordiske lande. Dette er foregået gennem et net af Volvo-Renault forhandlere, der har markedsført begge mærker.
Dette succesfulde samarbejde har betydet en vækst i salget af Renault biler fra 6.500 enheder i 1982 til mere end 35.000 i 2005. I alt er der blevet solgt 500.000 nye Renault biler i de fire nordiske lande i denne periode.
Den seneste forlængelse af importøraftalen mellem de to bilproducenter fandt sted i 2003 og havde en varighed på fem år. Renault bekendtgjorde 18. august 2006, at importøraftalen med Volvo ikke ville blive forlænget, når den nuværende aftale udløber 31. december 2007.
3. Renault og miljøet
Eco2
Renault har passeret en ny tærskel med lanceringen af Renault eco2, idet virksomheden tydeligt har erklæret sit engagement i et produkt, der både er miljøvenligt og overkommeligt i pris.
Miljøvenlig på den måde, at den er miljøvenlig i alle faser af sin levetid. Miljøvenlig, fordi udbredelsen vil vokse hurtigt, idet Renault eco2 biler er økonomisk opnåelige for mange mennesker. Økonomisk med hensyn til brændstofforbrug og teknologi, der er til at betale, og som oven i købet i visse tilfælde kan betyde en reduktion af bilens registreringsafgift.
Lanceringen af Renault eco2 er en del af Renault Commitment 2009, der har som målsætning, at Renault skal være blandt de tre bedste bilproducenter i verden med hensyn til CO2-udledning. I tal betyder dette, at salget af biler, der udleder mindre end 140 g CO2/km, frem til udgangen af 2008 vil være på 1.000.000, og at en tredjedel af disse vil udlede mindre end 120 g CO2/km. Renault eco2 biler opfylder tre verdensomspændende miljømæssige standarder:
- De produceres på en ISO-14001-certificeret fabrik
- Deres udledning af CO2 overstiger ikke 140g/km (eller er sammenlignelige med biobrændstof)
- Ud over at være 95 procent genanvendelige i forbindelse med skrotning er mindst fem procent af de anvendte plastickomponenter i forvejen lavet af genbrugsmaterialer.
Biobrændstof
Renault er en af pionererne på området biobrændstof, idet flexi-fuel modellerne af Clio og Mégane blev lanceret i Brasilien allerede i 2004/2005.
I forbindelse med offentliggørelsen af planen for Renault Commitment 2009 i februar 2006 præsenterede Renault også en ambitiøs politik for anvendelsen af biobrændstof.
Renault er en af de meget få bilproducenter, der kan tilbyde en dobbelt biobrændstofløsning – Mégane 1.6 16v, der anvender E85 (85 % bioethanol), og dieselmotorer, der kan anvende B30 biodieselblanding. Mégane Hatchback- og Touring-modellen bliver lanceret med en E85-kompatibel motor i Sverige i sommeren 2007.
annonce - klik på logo og bestil en jobannonce
Samarbejde mellem
StepStone og Autoteket
Find din nye
medarbejder her
effektivt, nemt og
hurtigt.
Du behøver blot at klikke på logo'et til venstre og udfylde skemaet. Du betaler for StepStone jobannoncen og får til gengæld annoncen GRATIS på autoteket.dk.