En ny un­dersø­gel­se fra FDM viser, at me­re end hver sjet­te (17,6 %) dan­sker over­vejer at lease den næste bil. Men FDM advarer mod at lease bil uden om­tanke og juri­disk bi­stand.

 

Privat lea­sing er et relativt nyt fænomen i det danske bilfarvand, men alligevel er det ved at gøre sit indtog blandt bilisterne. I en undersøgelse, som Catinét har foretaget for FDM, svarer mere end hver sjette (17,6 %), at de overvejer at lease, dvs. lang­tids­leje, deres næste bil. Populariteten kan forklares med, at det - i første omgang – kan være en adgangsbillet til en større og mere sikker bil. Men man skal være på vagt, lyder det fra FDM.

 

”Mange bliver overrasket over, at leasingprisen er beregnet ud fra et bestemt kilometerantal om året. Flytter man bopæl eller skifter job i løbet af kontraktperioden, kan der komme en regning for de ekstra kørte kilometer. Derfor skal man sikre sig, at kontrakten kan genfor­handles. Man bør også kigge på opsigelsesmuligheder, og hvem der må køre bilen. Tit er det kun lejeren eller personer i husstanden, som må køre bilen”, siger advokat i FDM, Lennart Fogh.

 

De økonomiske kon­se­kvenser ved privat leasing kan være svæ­re at gennemskue. Ofte varierer det, hvem der hæfter for de defek­ter og mang­ler, som kan opstå undervejs. Ligesom bilens stand ved til­bageleve­ring vil være et fortolk­nings­spørgs­mål. Nogle lea­singsel­ska­ber kan eksem­pel­vis kræve betaling for ridser i lakken. Skal leasing være et realistisk alternativ til at eje sin bil, kræ­ver det accep­table vil­kår for forbrugeren, og det skal fremgå klart, hvilke udgifter der skal betales af lejer og udlejer. 

 

”Undersøgelsen bekræfter, hvad vi oplever i juridisk rådgivning, hvor vi får mange spørgsmål om leasing. Skiftet fra ejer til lejer virker fri­sten­de, fordi mange tror, at leasing er ensbetydende med en fast månedlig udgift, hvilket det dog sjældent er. Som leasing­kontrakter ser ud i dag, skal de gennemlæses grundigt, og man bør ikke kun kigge på de månedlige udgifter”, siger Lennart Fogh.

 

Ifølge FDM er privat leasing kun en god adgangsbillet til en ny bil, hvis kontrakten indeholder en balance mellem lejer og udlejers rettigheder og forpligtelser. Endelig anbefaler FDM, at man under­søger, hvad bilen koster at købe, da det ikke er ualmindeligt, at man kan forhandle sig til rabatter af varierende størrelser i forhold til listeprisen.

 

Der deltog 710 bilister i undersøgelsen.