Med rege­ringens ud­spil til om­læg­ning af bilaf­­gif­terne reduceres regi­stre­rings­af­gif­ten en anelse for biler, der kører langt på lite­ren. Der er dog langt til må­let om en omlægning af bilafgifterne, som vir­ke­lig skaber incita­ment til, at alle danske familier kan anskaffe en miljø­venlig og sikker bil. Samtidig gør rege­ringen med sit udspil livet surt for branchen, der har fået ombygget, men endnu ikke solgt biler til danskerne efter de særlige danske afgiftsforhold, mener De Danske Bilimportører (DBI).

Behov for en reel ændring
”Hvis danskerne for alvor skal have mulighed for at købe mere sikre og miljøvenlige biler, er regeringen langt fra målet med sit nye udspil. Der er tale om symbolpolitiske småjusteringer, som ikke imødekom­mer det reelle behov for en større samlet omlægning af bilafgifterne,” udtaler Bent Mik­kelsen, adm. direktør i De Danske Bilimportører i en kommentar til rege­ringens netop fremsatte lovforslag om justering af registre­ringsafgiften.

”Regeringens udspil vil ikke ændre nævneværdigt ved danskernes manglende incitament til at købe en miljøvenlig bil. Det er formentlig et fåtal, som vil vælge en anden bil, fordi de kan få et fradrag på nogle tusinde kroner. Da Regeringen samtidig formår at lave et sy­stem, der skaber endnu mere administration, er det svært at se for­delene ved det nye system,” siger Bent Mikkelsen.

Forudsigelighed er afgørende
Bent Mikkelsen, DBIDe nye afgiftsregler gælder for alle varebiler, hvor der er skrevet slut­seddel senere end 24. april 2007 samt for personbiler, der ind­registreres efter 24. april 2007. Der er således ingen overgangs­ordninger for biler på lager, eller som er bestilt på fabrikken.

”Det er særdeles problematisk, at der ikke er overgangsordninger, når mange i branchen har investeret i at få ombygget biler til det danske marked med afsæt i de hidtidige regler. Vi skønner, at mere end 40,000 varebiler er bestilt på fabrikkerne eller er på lager hos importører og forhandlere.

Branchen risikerer at ’brænde inde’ med mange af disse biler, og dermed blive påført omkostninger i million­klassen, hvis ikke udspillet ændres. Det er ikke acceptabelt at be­handle danske virksomheder på denne måde. Et minimum af forudsigelighed må være rimeligt, hvis vi skal have mulighed for at drive en rentabel forretning” siger Bent Mikkelsen og fortsætter:

”Vi vil med det samme rette henvendelse til Folketingets skatteud­valg, så vi kan få de nødvendige overgangsordninger. Der må være nogen, der har sovet i timen, da udspillet blev lavet”.

Miljøvenlige og sikre biler bør tilgodeses gennem større omlægning
”VK-Regeringen har spillet ud med ambitiøse målsætninger på klima- og energiområdet, men har ikke været ambitiøs nok, når det gælder en omlægning af bilafgifterne. Den rigtige omlægning af bilbeskat­ningen vil kunne give Danmark en langt mere sikker og miljøvenlig bilpark. Det kræver blandt andet, at man får taget toppen af regi­streringsafgiften, så sikkerhedsmæssige og miljøteknologiske frem­skridt ikke som i dag beskattes med mere end 200 %, ” siger Bent Mikkelsen.