Toyotas nye TF107-model har imponeret i testkørslerne, og teamet satser på at vinde den første grandprixsejr i Formel 1-VM 2007.Kontinuitet skal sik­re Toyota den første grand­prixsejr i 2007.

Når Formel 1-sæsonen 2007 starter med Au­stra­liens grandprix i Mel­bourne 18. marts, vil Toyota være det eneste af de 11 team, der ikke har skiftet enten kørere, motor eller dækmærke i løbet af vinteren. “Dét, tror jeg, bliver vores hemmelige våben i 2007 – succes i Formel 1 bygges på kontinuitet,” siger Ralf Schumacher, der har kørt for Toyota siden 2005.

“Sidste år var ambitionen at score en grandprixsejr, men det lykke­des som bekendt ikke,” siger teamchef Tsutomu Tomita. “Derfor er målet selv­følgelig det samme for 2007, men konkurrencen er virkelig skrap, og de øvrige team – specielt de p.t. tre bedste – arbejder også hårdt. Toyota har nu været med i Formel 1 i fem år, men vi er stadig  et meget ungt team,” fortsætter Tomita med henvisning til, at Ferrari, McLaren og Renault har været med i Formel 1 i henholdsvis 57, 41 og 25 år!

Toyotas Formel 1-model 2007 hedder TF107 og blev præsenteret al­le­rede 12. januar. Der er tale om en helt ny bil – næsten ingen kom­ponenter er genbrugt fra 2006-modellerne TF106 og TF106B. Siden præsentationen er TF107’eren testet intensivt i Spanien, Frankrig og Bahrain, og inden løbs­debuten i Melbourne vil bilen blive opdateret med helt ny aerody­namik. “Bilen virker uhyre lovende, og de proble­mer, vi havde i 2006, ser ud til at være løst,” siger Ralf Schumacher. “Jeg har hørt, at vores aero­dy­na­miske afdeling har gjort store frem­skridt med TF107’eren i vind­tun­nellen, og jeg ser meget positivt på den kommende sæson”, tilføjer Schumachers teamkammerat Jarno Trulli.

Ralf Schumacher (Blurred action)Fra denne sæson kø­rer hele Formel 1-feltet på Bridgestone-dæk. Toyota skiftede alle­rede inden 2006-sæso­nen til Bridge­stone, og det etable­rede samar­bejde bliver ifølge tredjekører Franck Montagny en fordel: “De nye Bridge­stone-dæk er meget forskel­lige fra 2006-dæk­kene, så erfarin­gerne kan ikke udnyttes direkte. MEN – takket være samar­bejdet i 2006 taler vi samme ”sprog” som Bridgestone-ingen­iørerne, og det vil hjæl­pe os.”

For første gang nogensinde vil der i år være TO Formel 1-team med Toyota-motorer. Williams-teamet, der med ni VM-titler for konstruk­tører, er det næstmest vindende team i Formel 1-historien, satser på Toyotas V8-motorer i den kommende sæson. “Samarbejdet med Toyota har allerede været uhyre frugtbart for begge parter,” siger teamchef Sir Frank Williams.

Formel 1-VM 2007 omfatter i alt 17 løb med finale i Brasilien 21. oktober.

F1-KALENDER 2007:

18/03: Australiens grandprix, Melbourne
08/04: Malaysias grandprix, Sepang
15/04: Bahrains grandprix, Manama
13/05: Spaniens grandprix, Barcelona
27/05: Monacos grandprix, Monte Carlo
10/06: Canadas grandprix, Montreal
17/06: USA’s grandprix, Indianapolis
01/07: Frankrigs grandprix, Magny-Cours
08/07: Englands grandprix, Silverstone
22/07: Tysklands grandprix, Nürburg
05/08: Ungarns grandprix, Budapest
26/08: Tyrkiets grandprix, Istanbul
09/09: Italiens grandprix, Monza
16/09: Belgiens grandprix, Spa-Francorchamps
30/09: Japans grandprix, Fuji
07/10: Kinas grandprix, Shanghai
21/10: Brasiliens grandprix, Sao Paulo

annonce - klik på logo
Klik her og gå til Nordic AutoParts hjemmeside

Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.