Volkswagen koncernen satte ny salgsrekord i 2006. På verdensplan solgte koncernen over 5,7 millioner nye biler fordelt på koncernens seks mærker. Det var en stigning på 9,3%.
Stærkest gik det i Kina, hvor salget nåede 711.000 biler og dermed steg det 24,3%. I Vesteuropa solgte koncernen godt 3,1 millioner biler, en stigning på 5,8%.
Volkswagens personbiler udgør den største andel af koncernens salg. I 2006 steg salget med 10% og nåede dermed op på 3,4 millioner biler. På hjemmemarkedet, Tyskland, steg salget med 7,4% til 571.000 nye biler . Dermed er hver femte nye bil i Tyskland en bil af mærket Volkswagen. Golf er fortsat Tysklands mest efterspurgte bilmodel.
Audi satte salgsrekord for 13. år i træk. I 2006 blev der solgt 905.000 Audi biler i verden, hvilket er 9,2% flere end året før. Audi opnåede med en vækst på 38,8% den største stigning i Kina.
Med et salg på 550.000 nye biler - og dermed en stigning på 11,7% - slog også Skoda alle tidligere salgstal. Største stigning opnåedes på det tyske marked med 15,3% i forhold til året før.
SEAT leverede i alt 430.000 nye biler og opnåede en relativ stigning på 1,9%. I Vesteuropa alene steg salget med 2,8%.
Bentley opnåede et salg på 9.200 biler, en stigning i forhold til året før på 7,1%.
Også Lamborghini opnåede med et samlet salg på 2.087 biler en betydelig stigning på ikke mindre end 30,4%.
Af adelsmærket Bugatti blev der solgt 47 nye biler i 2006.
Volkswagen Erhvervsbiler satte med 442.000 udleverede biler ny, historisk rekord. Relativt svarer det til en stigning på 10,0% i forhold til 2005.
… og for Semler gruppen
Også for Semler gruppen, der importerer og distribuerer mærkerne fra Volkswagen koncernen, blev 2006 et rekordår. Stigningen i salget af nye biler i Danmark blev 9,3%, præcis samme stigning som koncernen opnåede på verdensplan. Og udviklingen var positiv for alle mærkerne.
Stigningen i salget blev for Volkswagen 2,0%, nok til at Volkswagen for tredje år i træk blev største bilmærke i Danmark. Audi opnåede en stigning på 13,9%, for Skoda blev den på 7,6% og for SEAT 61,3%.
Skandinavisk Motor Co. A/S, som er bilimportfirmaet i Semler gruppen, blev dermed også Danmarks største bilimportør. Med en markedsandel på 20,5%, hvilket er en forbedring på 0,5 procentpoint i forhold til 2005, betyder det, at hver femte nye bil, der indregistreres i Danmark, har et af mærkelogoerne fra Volkswagen koncernen på sig.