autoteket
  SØG
søndag  19/11-2017  uge 46
Alfa Romeo
Aston Martin
Audi
Bentley
BMW
Bugatti
Cadillac
Chevrolet
Chevrolet-US
Chrysler
Citroën
Daihatsu
Dodge
Ferrari
FIAT
Ford
Honda
Hummer
Hyundai
Jaguar
Jeep
KIA
LADA
Lamborghini
Lancia
Land Rover
Lexus
Lotus
Maserati
Mazda
Mercedes
MG
Mini
Mitsubishi
Nissan
Opel
Peugeot
Porsche
Renault
Rolls-Royce
Rover
SEAT
Skoda
smart
SsangYong
Subaru
Suzuki
SAAB
Toyota
Volkswagen
Volvo

Hondasektionen

Til udskrift | Send bilmærke-side

Historien om Honda handler også om en mand, som tidligt indså vigtigheden af at uddelegere ansvar og arbejde. Han delte også ud af sin entusiasme og brændende interesse for motorer og ikke mindst racerløb på to, tre eller fire hjul!

Soichiro Honda blev født i 1906 i Komyo, Hamamatsu, hvor hans far var smed. Som barn måtte han ofte hjælpe sin far med at reparere cykler. Da han var 15 år, forlod han sin hjemegn for at søge lykken i Tokyo som bilmekanikerlærling.

Her blev han stadig mere fascineret af motorer og motorsport. Senere byggede han sin første egen racerbil med en Curtis-Wright V8-flymotor. Også efter at han var flyttet tilbage til Hamamatsu, fortsatte han med at bygge egne racerbiler og at tune motorer. Han tunede bl.a. en Ford-motor ved at montere en kompressor og fik angiveligt en motor til at hælde i chassiset, fordi der var flest venstrekurver i de løb, han deltog i!

I 1936 blev Soichiro Honda skadet ved et sammenstød under All-Japan Speed Rally. Han brækkede flere knogler og blev slemt tilredt i ansigtet, da han kolliderede med en bil, som kørte ud af pitten.

Året efter grundlagde han Tokai Seiki Heavy Industry Co., hvor han efter en del mislykkede forsøg begyndte at fremstille stempelringe. Da krigen brød ud, fik Honda stadig mere at bestille. Han leverede stempelringe til Toyota og fik også store ordrer fra flåden og flyindustrien. Mod krigens slutning blev Hamamatsu-fabrikken ramt af bomber, og da Japan kapitulerede, solgte Honda sin virksomhed til Toyota for 450.000 yen, hvilket var en formue på den tid.

I 1946 startede han Honda Technical Research Institute i Hamamatsu. Virksomheden holdt til i en træbygning, som ikke var meget større end et skur! Hvis virksomhedens navn lyder lidt prætentiøst, skyldes det, at Soichiro Honda aldrig tvivlede på, at han en dag ville "erobre verden".

Året efter kommer Kiyoshi Kawashima til virksomheden, og produktionen af totaktsmotoren "A-type" begynder.

Honda Motor Company blev grundlagt i 1948 i Hamamatsu med en kapital på 1 million yen. Nu begynder drømmene for alvor at gå i opfyldelse.

Nu kan intet stoppe Soichiro Honda. I 1949 begynder man at fremstille Dream - en letvægter med 98 ccm-totaktsmotor (D-type). En mand ved navn Takeo Fujisawa begynder at arbejde hos Honda. Fujisawa er økonom og holder styr på virksomhedens forretninger. Honda interesserer sig ikke for penge. Han er kunstner, tekniker og fornyer!

Netop samarbejdet mellem Honda og Fujisawa har en stor del af æren for koncernens succes. Mens Soichiro Honda var den, der konstant kom med nye idéer, blev det Takeo Fujisawas opgave at sørge for, at idéerne kunne føres ud i livet, og at produkterne faktisk blev solgt. Fujisawas rolle som vicedirektør indebar, at han skulle skaffe risikovillig kapital, tage sig af eksportsatsninger og have ansvaret for en voksende medarbejderstab.

Både Honda og Fujisawa kom fra enkle kår, og de holdt sammen helt frem til 1973, hvor de begge trådte tilbage for at overlade ansvaret for koncernen til yngre kræfter. Fra en kapital på 1 million yen var værdien i løbet af 24 år steget til næsten 20 milliarder yen.

I 1950 etablerede man et datterselskab i Tokyo, og det følgende år kom den første firetaktsmotor, Dream E-type på 146 ccm, med en topfart på 72 km/t. Der blev bygget 146 eksemplarer af den om dagen.

I november 1952 rejste Honda for første gang til USA. Han studerede værkstedsanlæg og indkøbte værktøjsmaskiner.

I 1955 er Honda den største motorcykelproducent i Japan. Samme år kom Dream med 250 ccm- og 350 ccm-motor.

En virkelig milepæl er introduktionen af C 100 Super Cub i 1958. En scooterlignende knallert, som blev lanceret under sloganet "You meet the nicest people on a Honda". Et udtryk, som gik rent ind hos de brede masser, og som fulgte Honda op gennem årene. Så levedygtigt var sloganet, at det blev brugt igen, da Honda fejrede 50 års jubilæum i 1998.

Super Cub blev en døråbner for Honda på en række markeder verden over, ikke mindst i de europæiske lande. I begyndelsen af 1960'erne blev der solgt over en halv million Super Cubs hvert år, og salget toppede i 1963 med 900.000. Da produktionen var på sit højeste, rullede der en Super Cup af samlebåndet hvert 12. sekund!

I 1959 rejste Honda til legendariske Isle of Man og de berømte Tourist Trophy-motorløb. En Honda-motorcykel kom ind på en sjetteplads i løbet for 125 ccm.

I maj 1961 blev European Honda Motor Trading Co. etableret i Hamborg. Virksomheden skiftede senere navn til Honda Deutschland GmbH og ligger nui i Offenbach.

I 1961 vandt Mike Hailwood både 125 og 250TT på lsle of Man på Honda. Mike vandt også VM-titlen i 250 ccm-klassen. Australieren Tom Phillis blev verdensmester i 125 ccm-klassen. Nu begynder motorcykelverdenen for alvor at få øjnene op for Honda. Salgstallene skyder i vejret. 100.000 motorcykler om måneden er en ny rekord for motorcykelindustrien.

I 1962 etablerer Honda en fabrik i Belgien med det formål at samle og sælge knallerter. Honda dominerer de mindre klasser ved VM. Jim Redman vinder VM i både 350 og 250 ccm. Luigi Taveri vinder i 125 ccm.

I 1963 kommer den første bil på markedet. En lille pickup med en 360 ccm-motor. To måneder senere præsenterede man S500, en meget lille topersoners sportsvogn med en topfart på hele 145 km/t.

I 1964 overraskede Honda verden med at introducere sin helt egen Formel 1-racer. En utroligt avanceret bil, men dog lidt for tung til at være helt konkurrencedygtig.

- Vi overførte teknikken fra vores racermotorcykler, da vi skulle konstruere Formel 1-motoren, husker Nobuhiko Kawamoto, som dengang var ansvarlig for Formel 1-programmet, og som i dag er øverste chef i Honda-koncernen.

- Det var en V12-motor på 1,5 liter, og derfor tog vi i princippet 12 125 ccm TT-motorer og monterede dem i V-form! Motoren anbragte vi på tværs i chassiset, hvilket også var noget helt nyt.

Mindre end to år senere vandt Richie Ginther Mexicos Grand Prix med Honda V12.

I januar 1966 præsenteredes de nye S 800 M, S 800 Coupé og S 800 Spider. Ved motorcykel-VM er Honda uovervindelig. For første gang i historien vinder en producent VM i både 50 ccm, 125 ccm, 250 ccm, 350 ccm og 500 ccm. I bilernes Formel 2 vinder Honda 11 løb i træk! 

Honda præsenterede den første "superbike" i 1968 - Honda CB 750 - en milepæl i motorcykelhistorien. Motorcyklen CB750 Four vakte enorm opsigt, da den blev vist første gang i 1968 på Tokyo Show. Med sine 67 hestekræfter og elstart gjorde den det mere eller mindre af med den engelske motorcykelindustri.

Honda havde hurtigt etableret sig i segmentet for småbiler. I 1970 viste man i Tokyo den tocylindrede "Z". I juni 1971 kom "Life" med en tocylindret motor på 360 ccm. I juli 1972 kom en mere fuldvoksen lille bil, om man så må sige. Den hed Civic og havde en firecylindret rækkemotor på 1169 ccm og hele 60 hk. Det gav ekstraordinære fartressourcer for denne klasse, 145 km/t og fra 0-100 på 12,8 sek. Mest bemærkelsesværdigt var dog brændstofforbruget - den kørte 22 km på literen.

I slutningen af 1973 kom Civic CVCC, som allerede i 1971 i form af en prototype klarede de nye strenge amerikanske udstødningskrav, som skulle indføres i 1975. I USA blev Civic valgt til "Årets Importbil".

Honda Civic blev i sine forskellige udgaver en umiddelbar succes. I USA tog man den lille pålidelige og benzinøkonomiske bil til sig. Den blev den perfekte bil nummer to "over there". I maj 1976 præsenterede man to nye modeller: første generation af Honda Accord og en firedørsvariant af Civic. Midt på sommeren ruller den millionte Civic af båndet, og i oktober to år senere fejrer Honda sin bil nummer 5.000.000! På motorcykelsiden passerede man i sommerens løb 30 millioner eksemplarer.

1. november 1978 vises den nye sportscoupé Prelude. I begyndelsen af 1980 fremstilles den millionte Accord, og i USA begynder man at bygge en bilfabrik i Ohio. Lige før jul havde Honda indgået en aftale med British Leyland Ltd i England om sammen at udvikle en bil. Den præsenteres i oktober året efter under navnet Triumph Acclaim. Ved årets slutning præsenteres City, som i Norden blev kaldt Jazz.

1982 bliver en milepæl. Honda of America begynder at producere biler, og fra Japan introduceres flere nye modeller - en ny, slankere og mere elegant Prelude og hatchbackvarianter af Accord og Vigor. I juni 1983 præsenteres en ny generation af Accord og Vigor, og i juli debuterer Hondas nye Formel 1-motor, en turboladet 1,5 liters V6, i en Spirit-racerbil kørt af svenskeren Stefan Johansson på Silverstone. Den seje lille sportscoupé CRX vises for første gang.

I maj 1984 er Hondas amerikanske fabrik allerede oppe på en dagsproduktion på 600 biler og med en forventet årstotal på 150.000 biler. I Formel 2 sætter Honda ny rekord ved at vinde 12 løb i træk! I Formel 1 kører Williams med Hondas V6-turbomotor og vinder bl.a. Dallas GP i USA. Der præsenteres en ny Prelude.

I juni 1985 kom en ny Accord, og Keke Rosberg vandt Detroits GP i Formel 1. I juli præsenteres den nye Aerodeck, og i september var det tid til nyheder fra Civic, Ballade og Today.

I 1986 fortsætter succesen på racerbanerne, og allerede i september erobrer Williams-Honda VM-titlen for konstruktører. I samme måned præsenteres den intelligente Honda Civic Shuttle Real Time 4WD med visco-kobling. En bil, der i Norden finder to helt nye markeder som minitaxi og varevogn.

I 1987 præsenteredes Legend, og i august kom Prelude 4WS, dvs. med firehjulsstyring. På bilmessen IAA i Frankfurt fik en helt ny modelserie fra Civic verdenspremiere, bl.a. en ny CRX. Legend-modellen er en coupé med smukke linjer. I november stod det klart, at brasilianeren Nelson Piquet i Williams-Honda blev årets Formel 1-verdensmester, og Honda-Williams vandt sin anden konstruktørtitel i træk. 

1988 byder på mange nyheder fra Honda. I England åbnes Swindon-fabrikken, som nu producerer 150.000 biler om året. I Tyskland etableres Honda R&D Europe (Deutschland) GmbH med ansvar for markedsføring, forskning, test og design i Europa. I Formel 1 vinder Ayrton Senna VM-titlen med Alain Prost på andenpladsen - dobbelt Honda! McLaren-Honda satte i denne sæson rekord med 11 VM-sejre i træk. Det var mere end rigeligt til også at hente konstruktør-VM hjem.

I 1989 kan Civic-tredørsmodellen og CRX fås med en 150 hk VTEC-motor. I USA begynder man at bygge Honda-biler på en ny fabrik i East Liberty, Ohio. Den helt store Honda-nyhed kommer som en bombe på biludstillingen i Chicago i februar 1989. Her viser Honda en prototype på en af de mest avancerede GT-biler, der indtil da var bygget - den strømlinede Honda NSX, som sammenlignes direkte med Ferrari. Karosseri, chassis og affjedring er fremstillet i aluminium. Motoren, Hondas V6-motor på 3 liter, 24 ventiler (VTEC) og 274 hk, er monteret i midten, nøjagtigt som i Formel 1-bilerne. Honda NSX roses til skyerne af en begejstret motorpresse verden over.

Hondas grundlægger Soichiro Honda dør i en alder af 85 år.

I 1991 præsenteres en ny, meget smuk generation af Honda Prelude, som nu også fås med elektronisk firehjulsstyring (4WS).

I 1992 præsenteres en helt ny CRX-model på biludstillingen i Genève, som på visse markeder får navnet Del Sol. Taget kan nemlig tages af som på en Targa-model! En anden finesse ved den nye CRX er den elektronisk styrede bagagerumsklap.

I september 1993 er det tid til en ny generation af Honda Accord med elegante, fejende aerodynamiske linjer. Der tilbydes tre karosserimodeller: Sedan, coupé og stationcar (Aerodeck). Honda Dream vinder ved verdens største racerløb for soldrevne biler, World Solar Challenge.

I 1994 fås Civic-modellen også i en femdørsversion. Samme år deltager Honda for første gang i den amerikanske Indy Car World Series. I oktober 1994 præsenteres en helt ny biltype, Odyssey/Shuttle, en minivan med 2,2 liters motor, forhjulstræk og plads til 6-7 personer.

1995 er et stort Honda-år. Der præsenteres endnu en ny Civic-generation med flere nye motorer. Samme år produceres også Civic nr. 10 millioner, og modellen er en af de mest populære og opsigtsvækkende i verden. Honda Civic har i mange år ligget på den amerikanske topti over de mest solgte biler. Samtidig kommer der en helt ny Honda: CR-V, som er en "fritidsbil" med automatisk firehjulstræk og 4-trins automatgearkasse. Modellen bliver en succes fra starten - ikke mindst i Japan.

I 1996 får Accord en "ansigtsløftning" og nogle nye motorversioner. Samme år kommer en ny Prelude.

I 1997 lanceres så SUV-modellen CR-V i Norden. Efter succesen i både Japan og USA er modtagelsen lige så god her, og CR-V bliver hurtigt markedsledende blandt de mindre SUV-biler - en stilling, den har beholdt i flere år. På biludstillingen i Detroit vises en Honda NSX med 3,2 liters motor på 294 hk. Honda Civic fås som Aero Deck (stationcar), som der er stor efterspørgsel efter.

Hondas nye racerbane og motoranlæg, Twin Motegi, tages i brug. 1997 er også året, hvor Alessandro Zanardi i Reynard-Honda vinder CART-serien (tidligere Indy Car World Series), og Honda vinder konstruktørprisen.

En helt ny Accord får europæisk premiere i september 1998 på en udstilling i den tyske by Baden-Baden. Det er Hondas første "verdensbil", dvs. en model som med få forandringer sælges på alle markeder.

Blandt Accord-modellerne finder man igen Type-R, som er en rigtig familieracer. Med 212 hk under motorhjelmen når den fra 0-100 km/t på 7,2 sek. Den amerikanskbyggede Accord Coupé kommer på markedet i Sverige. En rigtig flyder med maksimalt udstyr i standardudførelse.

Accord-programmet får premiere i foråret 1999. I samme periode kommer Honda HR-V også på markedet i en tredørsversion. En lillebror til den succesrige CR-V, som med sin spændende formgivning henvender sig til en aktiv kundekreds, som gerne vil ses i trafikken.

Også Logo er en nyhed i modelprogrammet. Typiske kendetegn for Logo er, at den er lille, smart og sikker.

En racerbil, men denne gang for privatpersoner, lanceres i løbet af 1999. S2000 vækker enorm opsigt og er en skarp konkurrent til BMW Z3 og Porsche Boxter. Honda er de første til at presse 240 hk ud af en firecylindret 2-liters VTEC-motor.

Accord-programmet udvides yderligere med en femdørsmodel. En smart halvkombi med et praktisk bagagerum på 450 liter.

I slutningen af året kommer Hondas hybridbil Insight på markedet i Japan og USA. Året efter bliver Insight af juryen i Engine of the Year Awards 2000 udnævnt til den bedste motorkonstruktion i alle kategorier.

I 2000 belønnes Hondas indsats for at skabe sikrere biler. Accord får højeste karakter på fire stjerner af Euro NCAP. Accord og Volvo S40 udnævnes til at være de sikreste biler i deres klasse.

HR-V lanceres i en femdørsversion, og Civic fås med betegnelsen VTi, hvilket dækker over en VTEC-motor med 160 hk.

I Formel 1 er Honda tilbage i BAR-teamet med kørerne Jacques Villeneuve og Ricardo Zonta.

Accord opdateres med en ny 2,3 liters VTEC-motor, og de første billeder vises af den nye Civic femdørsmodel og Honda Stream med syv sæder.

For Honda var 2001 et år, hvor den ene nyhed afløste den anden. Det var året, hvor syvende generation af Civic og den helt nye model Stream blev præsenteret. Både Civic og Stream indeholdt flere innovative løsninger og blev valgt til Årets Bil i Japan. Der var bl.a. præmiere på gearstangens placering på instrumentpanelet, og Stream kunne trods begrænsede ydermål tilbyde tre rækker sæder med i alt syv siddepladser.

Af Civic-familien var det unægtelig Civic Type-R, der fik mest opmærksomhed. En veritabel racer med en VTEC-motor på 200 hk, som med relativt små forandringer let kan blive en vinderbil i baneløb for standardvogne.

Fra dette år er det også værd at nævne Civic 5-dørs’ topkarakter i Euro NCAP’s kollisionstest. Fire stjerner blev fulgt op af den højeste karakter nogensinde (tre stjerner) uanset bilmodel i testen for fodgængerbeskyttelse.

Nyhedsstrømmen fortsatte med uformindsket styrke i 2002, hvor det var den nye Jazz, som skabte overskrifter og blev et kæmpehit i Japan. Den blev udnævnt til Årets Bil, og for første gang var det en Honda-model, der blev solgt flest af på det japanske marked med omkring 250.000 eksemplarer. Det er kendetegnende for Jazz, at den er en lille bil, men har fleksible bagagemuligheder, højt sikkerhedsniveau og lavt benzinforbrug.

Der var også præmiere på anden generation af CR-V, og i lighed med modellens forgængere hører den til de mest solgte i Norden i SUV-segmentet. CR-V fik mange lovord med på vejen af medierne, bl.a. for god vejbeliggenhed, rummelighed, komfort, lydniveau og kørefornemmelse. Læg dertil topkarakterer i Euro NCAP’s kollisionstest, så forstår man, hvorfor netop CR-V blev Hondas mest solgte model i Norden i 2002.

Året bød også på en række udmærkelser. Honda-motorer vandt tre kategorier i International Engines of the Year Awards for hybridmotoren til Insight IMA, Civic Hybrid og 2,9-liters motoren i sportsvognen S2000.

Insight fik endnu en udmærkelse. Ifølge The American Council for an Energy Efficient Economy var modellen den mest miljøvenlige bil i 2002. Fire af de ti førende biler var Honda-modeller. Foruden Insight drejede det sig om tre varianter af Honda Civic.

Det var også et gennembrud for ”fremtidsbilen” FCX, som begyndte at køre i Los Angeles. FCX er den første brændselscellebil i verden, der er blevet certificeret som et såkaldt nulemissionskøretøj. Los Angeles bestemte sig for at lease fem biler, der skal anvendes i byens daglige arbejde. FCX er meget velegnet til dette formål, da bilen har en aktionsradius på 355 km, en maksimumydelse på 82 hk, en tophastighed på 150 km/t og plads til fire personer.

Det blev også et godt år for den nye Honda-organisation i Norden, Honda Nordic, som kunne konstatere en stigning i bilsalget på 28 procent i 2002.

Også 2003 begyndte lovende, og den største interesse har knyttet sig til lanceringen af den nye Accord. Den fås både som sedan og stationcar (Accord Tourer) og er en meget bevidst opgradering af modellen til topsegmentet. Anmeldelser i motorpressen viser, at Honda har opfyldt sin målsætning for den nye Accord. 


www.honda.dk - søg efter brugte og nye Honda til salg

kode
Husk
LOG IND
Glemt koden?
Ny bruger?


annonce


annonce


 

139 online Copyright © 2002-2017 autoteket • info@autoteket.dk annoncør-info