Artikel fra www.autoteket.dk

Ford Motor Company

GENEVE MOTOR SHOW: FORD BLIVER ELEKTRISK

AF autoteket.dk 

Ford giver flere bud på frem­tidens miljø­ven­lige trans­port på Geneve Motor Show

Én semi- og to fuldt elek­triske biler ind­tager Fords stand, når den 81. udgave af Geneve Motor Show åbner i morgen. Dermed vars­ler Ford en elek­trisk revolu­tion.
Den vig­tigste nyhed er måske den fuldt elek­triske udgave af Fords block­buster, Ford Focus – den første fuldt elek­triske person­bil fra Ford, som fik sin debut på Detroit Motor Show i januar.
Ford Focus Electric, som forventes til Danmark i sommeren 2012, er Fords bud på miljøvenlig kørsel til bilisten med et gennemsnitligt kørselsbehov. Med en topfart på 136 km/t og mulighed for 130 kilometers kørsel på én opladning, vil Ford Focus Electric være et oplagt, driftsøkonomisk alternativ for de mange forstads-bilister, som hver dag pendler til- og fra arbejde, bringer- og henter børn og køber ind undervejs.
Ford Focus Electric er ikke blot designet til pålidelig og energieffektiv hverdagskørsel, den leverer også gedigen køreglæde. Den elektriske motor og enkelttrins-gearkassen giver en kvik og glidende acceleration fra start til topfart.
Den elektriske udgave af Focus deler mange af de egenskaber, der har kastet hæder over brændstof-Focus’en. Det gælder ikke mindst styring, bremser og dynamik. Bonussen er en næsten lydløs og meget behagelig køreoplevelse.

Focus Electric byder desuden på en bred vifte af beskyttelses- og sikkerheds-features, heriblandt seks airbags, elektronisk styret traction control og håndfri SYNC® mobil-telefoni.
Dertil kommer en række helt nyudviklede teknologier som for eksempel MyFord Touch, som er et informationssystem, udviklet specifikt til Fords el-biler. Systemet giver løbende information om batteriets lade-tilstand og om den korresponderende rækkevidde, og med MyView er det muligt for føreren at få flere informationer, blandt andet om øvrige strømforbrugende features i bilen.
Hjemme i indkørslen tager en fuld opladning af det kompakte lithium-ion-batteri 8-9 timer med tilslutning til det almindelige el-net. Men Focus Electric er også udstyret med et særligt kraftfuldt lade-aggregat, som gør det muligt at oplade batteriet på kun 3-4 timer ved tilslutning til en dedikeret ladestation.

En elektrisk arbejdshest
Ford har også et bud på fremtidens elektriske varevogn med i Geneve, nemlig en udviklingsmodel af Ford Transit Connect Electric, som deler batteri-teknologi og el-motor med Transit Connect Electric Van, som forventes til Danmark mod slutningen af året.
Transit Connect Electric Van, som er en lille varevogn baseret på den kendte Transit Connect, er udviklet i samarbejde med Azure Dynamics og har en Force Drive™ el-motor og et batteri-system, udviklet af Johnson Controls-Saft i USA.
Transit Connect Electric har en topfart på 120 km/t og en rækkevidde på 130 km. En fuld opladning ved tilslutning til det almindelige el-net tager op til 10 timer.
Med en lastvolumen på 3,8 kubikmeter og en lastevægt på 410 kilo vil Transit Connect Electric Van først og fremmest appellere til professionelle, som ønsker at reducere deres driftsomkostninger og som bruger varevognen til korte, forudsigelige ture med mange stop undervejs.

Det bedste fra to verdener
Lavt CO2-udslip og beskedne driftsomkostninger er ikke nødvendigvis ensbetydende med begrænset aktionsradius. Med Ford C-MAX Energi og Ford C-MAX Hybrid, har Ford udviklet familiebiler, der trækker på det bedste fra to verdener og giver mulighed for en aktionsradius på over 800 km.
Mens Ford C-MAX Hybrid er en konventionel tredje generations hybrid-bil, med både el- og forbrændingsmotor, er Ford C-MAX Energi en helt ny, såkaldt ''plug-in'' variant, som åbner op for endnu bedre energi-udnyttelse og dermed også lavere CO2-udledning end andre hybrid-biler.
Ford C-MAX Energi, som fremvises på Geneve Motor Show, giver optimal brændstof-økonomi ved at parre et højspændings lithium-ion batteri og en el-motor med en Atkinson-cycle benzinmotor, som kun er aktiv, når kørselsbelastningen tilsiger det eller når batteriet er fladt.

’Plug-in’ betyder at Ford C-MAX Energi kan lades fra eksternt el-net og dermed er der mulighed for udelukkende at køre elektrisk. Benzinmotoren kan i princippet fungere som ren back-up, der kun træder til når el-motoren bliver hårdt belastet eller når der er dømt langtur. Det betyder, at Ford C-MAX Energi kan bruges som enhver anden el-bil – for eksempel til hverdagens ture til og fra arbejde – samtidig med, at den ikke er underlagt el-bilens begrænsninger, når kørselsbehovet er ekstraordinært. Ved valg af rent E-mode er den maksimale hastighed 70 km/t.

En fuld opladning af batteriet tager 8-10 timer fra et almindeligt 220 volts el-net, mens ladetiden bliver halveret ved tilslutning til en dedikeret ladestation.

Begge hybrid-varianter er baseret på Fords kendte og populære C-MAX og har, udover designet, en lang række køreegenskaber til fælles med deres brændstof-søstre. Ford har dog udviklet et særligt informationssystem, som hjælper føreren til at kontrollere og styre batteri-ladning ligesom systemet giver anvisninger til optimal kørsel, for eksempel hvordan bremserne skal benyttes for at få maksimal effekt ud af bremseenergien.


1/3-2011 09:01


© Copyright www.autoteket.dk