Pressemeddelelse fra www.autoteket.dk

Autorola.com:

Dansk bilauktion åbner brohoved i Frankfurt

Autorola-koncernen, der står bag den danske online bilauktions-succes Autocom.dk, åbner internationalt salgskontor i Frankfurt a. M. Her vil forhandlere kunne hente biler fra Sydeuropa.


Autorola Group Holding A/S, der står bag Danmarks førende online bilauktion Autocom.dk, brugtbilsitet Bilpriser.dk samt Bilsalg.dk, har etableret et internationalt brohoved i Tysklands finansielle centrum, Frankfurt am Main.


Det internationale salgskontor har adresse i Hanauer Landstrasse 291 B 2 og er hjemsted for datterselskabet Autorola International GmbH. Datterselskabets general manager er Steve Newton, der har haft flere ledende stillinger i den europæiske bilbranche, senest hos Mazda Europe. 


”Det internationale salgskontor har dels ansvaret for de store europæiske kunder, men det er også et center for vore europæiske trading- og importaktiviteter”, fortæller koncernens CEO Peter Grøftehauge, der i høj grad selv vil anvende Frankfurt-kontoret som udgangspunkt i sit internationale arbejde.


Åbningen af kontoret står ikke alene. For at få strømmen af lettere brugte biler fra de sydeuropæiske markeder til lettere at glide nordpå i Europa har Autorola allieret sig med MOSOLF GmbH i Daimlerstrasse 22, kun tre-fire km fra lufthavnen. Her vil biler, som Autorolas kunder har købt på internationale auktioner, blive opmagasineret i op til 10 dage. Det betyder, at danske og andre nordeuropæiske forhandlere slipper for at køre til for eksempel Spanien efter de biler, de køber. De kan hente dem i Frankfurt.
Det første selskab, der sælger biler via Autorola International i Frankfurt, er Avis i Spanien, men flere andre store udlejnings- og leasingselskaber forventes at følge efter allerede i denne måned. Netop for spanske sælgere er eksport via Frankfurt en fordelagtig løsning, da Autorola kan hjælpe selskaberne med at få refunderet den spanske luksusskat på de dyreste af bilerne.

Autorola.com
Telefon 63 14 70 60,


28/9-2010 11:22


© Copyright www.autoteket.dk