Artikel fra www.autoteket.dk
AF autoteket.dk
General Motors (GM) har tilbagebetalt den tyske overgangssum i forbindelse med det Opel-salg, som den tyske regering troede ville finde sted sent på året. Meldingen kommer fra selveste bundeskansler Angela Merkel, og dermed tilhører Opel igen den amerikanske GM-koncern, som i sidste øjeblik fik kolde fødder omkring salget af datterforetagendet Opel.
Og dermed kan Merkel berolige den tyske skatteborger, at de ikke længere har bidraget med skattekroner til historien omkring Opel. Og ikke nok med det: GM's amerikanske Europa-chef Nick Reilly kunne samtidig meddele, at Opel-fabrikken i Bochum ikke berøres - en mulig lukning har ellers på det seneste været på tale, og dermed tab af mange tyske arbejdspladser.
På den længere bane bibeholdes Bochum som en betydende og vigtig Opel-fabrik, betonede Reilly. Fabrikken vil også i fremtiden producere biler for koncernen og dermed spille en vigtig rolle i hele konstellationen omkring de europæiske Opel-Vauxhall-modeller. En af de nærmeste dage vil GM gå yderligere og mere detaljeret ned i planen for den kommmende sanering af Opel. Og det bliver spændende - for det er langt fra den første saneringsplan, som Opel står foran. Og ingen af de tidligere har virket efter hensigten - i alle tilfælde ikke 100 %.
Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.
25/11-2009 08:00
© Copyright www.autoteket.dk