Artikel fra www.autoteket.dk
AF autoteket.dk
Nye vindmøller reducerer Fords CO2 udledning på Genk fabrikken i Belgien.
Mens Ford biler er blandt tidens mest miljøvenlige, rækker Fords engagement i en grønnere fremtid ud over udvikling af bilmodeller og har indflydelse på mange områder af virksomheden.
Den 16. november startede to kæmpestore vindmøller - med en højde på 150 meter – med at producere "grøn" elektricitet til Genk fabrikken i Belgien. Vindmøllerne har hver især en effekt på to megawatt strøm, nok til at forsyne 2.500 private husstande. De vil fremover levere en betydelig del af elektriciteten til Ford fabrikken, der producerer Mondeo, S-MAX og Galaxy modeller.
"Det er en del af vores bestræbelser at gennemføre en bred vifte af miljømæssige initiativer der sigter efter at reducere CO2-udledningen fra vores fremstillingsprocesser," forklarer Wolfgang Schneider, Vice president, Governmental and Environmental Affairs i Ford Europa.
Fabrikken i Belgien er ikke den eneste Ford fabrik i Europa, der udnytter elektricitet fra vindmøller. For fem år siden blev Dagenham Diesel Center i Storbritannien verdens første bilfabrik, der fuldt ud får dækket el-behovet ved hjælp af to gigantiske vindmøller etableret på grunden.
I nærheden af Dagenham arbejder et team på omkring 3.000 Ford ingeniører på Dunton Tekniske Center, der også forsynes med elektricitet fra vedvarende energikilder. Siden marts sidste år er al elektricitet indkøbt fra 100 procent vedvarende energikilder. Elektriciteten, der hovedsageligt leveres af GDF, kommer fra vandkraft, vindkraft samt affaldsproduktion og erstatter energi fra traditionelle kilder, der anslået ville have resulteret i 35.000 tons CO2 per år.
Samme udvikling ses i Tyskland, hvor vedvarende energi dækker behovet på Fords hovedkontor i Køln herunder Ford fabrikken i Niehl og Fords Tekniske Center i Merkenich. Her kommer elektriciteten fra vandkraftværker i Norge og Sverige.
Fords engagement i en grønnere fremtid
På det Tekniske Center i Merkenich ses en yderligere udvikling. Siden januar 2009 er anlægget blevet opvarmet ved hjælp af damp leveret af det lokale selskab RheinEnergie. Dampen ledes til det tekniske center via en 2,6 kilometer lang rørledning. Alene initiativerne i Niehl og Merkenich reducerer det årlige CO2-udslip med 190.000 tons. En anden energikilde – solen – har i mange år forsynet Fords Bridgend motorfabrik i Wales med elektricitet via solcelle-paneler monteret på tagene.
"Denne udvikling demonstrerer vores betydelige fremskridt og engagement til forsat at forbedre vores miljømæssige resultater" siger Wolfgang Schneider. "Vi fortsætter med at undersøge mulighederne for yderligere at reducere CO2 i vores produktion parallelt med miljøforbedringerne af vores biler."
Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.
23/11-2009 08:00
© Copyright www.autoteket.dk