LAKexperten A/S:
Sammenslutningen af aktionærer i LAKexperten stiger støt og roligt. Fælles for de nuværende 53 aktionærer er, at der er bred enighed om de grundlæggende værdier – at præstere et stykke arbejde af en høj kvalitet, med et højt serviceniveau og til en konkurrencedygtig pris. Samtidig byder flere større virksomheder sig til med favorable tilbud for aktionærerne.
Sammenholdet blandt LAKexpertens aktionærer blev i weekenden styrket yderligere, da den fem år gamle kæde af autolakerer afviklede et vidensdelingsseminar i Middelfart.
60 var mødt op til seminaret– og det samme var i øvrigt viljen til at blive en endnu mere markant skikkelse i autolakererbranchen.
- LAKexperten er blevet en stor spiller, hvor vi virkelig har fået en mulighed for at præge markedet, mener en af sidst ankomne aktionærer – indehaver af Centrum Autolakering Aps i Ringsted – Henrik Mortensen.
Han fortsætter:
- Vi kan løfte i flok, frem for at gøre det alene. Vi er i stand til at stå sammen, og i kraft af det, er vi blevet en stærk aktør i markedet, som skal tages seriøst, siger Henrik Mortensen.
Store virksomheder byder sig tilDen pondus, som LAKexperten i dag fremstår med, kommer blandt andet til udtryk gennem de henvendelser, som flere store samhandelspartnere retter mod sammenslutningen. Senest er en fællesaftale for alle aktionærer kommet i hus med DONG Energy.
- Flere og flere samarbejdspartnere ved godt, at LAKexperten er blevet en stærk kæde. De står jo nærmest på pinde for at komme ind og fortælle os, hvad de kan tilbyde, siger Steen B. Termansen fra Elmkvist Autolak i Esbjerg.
Men selv om aktionærkataloget hos LAKexperten vokser uge for uge, er der en gennemgående holdning blandt både ledelsen og aktionærerne om, at kæden ikke må vokse for enhver pris.
I bund og grund handler det nemlig om, at den nye aktionær tilslutter sig de helt grundlæggende værdier, som alle øvrige aktionærer indretter dagligdagen efter.
- Det her handler ikke om, at vi får bedre vilkår, desto flere vi er. Det vigtigste er, at det er de rigtige værksteder, som vi får med i kæden. Værksteder, som er meget kvalitetsbevidste, som har et højt serviceniveau og som har de rigtige målsætninger omkring miljøet og sikkerheden for personalet.
- Det er det, vi er enige om. Og når vi er det og leverer en bestemt kvalitet til vores kunder, så er vi også i stand til at tage den rigtige pris for vores arbejde, fastslår Rikke Hampen fra Køge Bugt Autolakering A/S og supplerer:
- Grunden til, vi selv gik med i LAKexperten, var, at vi ville stå bedre rustet i konkurrencen på markedet, Vi kunne vælge at kæmpe alene, men vi kunne også vælge at kæmpe i et fællesskab. Og hvis alle går med i LAKexperten, så bliver det jo langt sværere at stå udenfor, påpeger Rikke Hampen.
LAKexperten A/S
Telefon 70 25 00 02, info@lakexperten.dk
1/12-2008 09:10
© Copyright www.autoteket.dk