Artikel fra www.autoteket.dk
Copenhagen Historic Grand Prix.
AF autoteket.dk
Aldrig tidligere har så mange topstjerner fra den internationale motorsportselite gæstet Danmark samtidig som ved dette års Copenhagen Historic Grand Prix.
En perlerække på 12 topkørere fra ind- og udland gæster København i weekenden den 2.-3. august. Langt de fleste af dem stiller også op til det traditionsrige Royal Pro-Am løb, der dermed er godt på vej til at blive et regulært tilløbsstykke, når stjernerne vil slappe af i sommerferien med kvalitetsræs i smukke og hyggelige omgivelser.
Blandt stjernerne i København er en af den internationale motorsports få kvindelige topkørere, Vanina Ickx (Belgien), der kommer sammen med sin far, den legendariske Formel 1-stjerne Jackie Ickx, der blandt andet kørte for Ferrari, Brabham og Matra i 60erne og 70erne. Desuden kommer den tidligere Formel 1-stjerne og Le Mans vinder Johnny Herbert (England), der får selskab af årets Le Mans vindere Dindo Capello (Italien) og David Brabham (Australien), samt de tidligere Le Mans vindere John Morton (USA) og Stanley Dickens (Sverige).
Med de danske Le Mans vindere Tom Kristensen og Jan Magnussen er ikke mindre end 25 Le Mans sejre repræsenteret i København i den festlige racer-weekend. Desuden er Thorkild Thyrring, en af Danmarks mest vindende racerkørere og sidste års vinder af Royal Pro-Am, et af de store danske navne i feltet i Fælledparken.
- Vi nyder virkelig godt af de store sejre, som de danske topkørere i de sidste mange år har opnået rundt om i verden. Uden deres indsats og store popularitet ville vi aldrig kunne lokke så mange internationale motorsportsstjerner til byen, siger Jørgen Witting, der er en af hoved<mændene i planlægningen af årets Copenhagen Historic Grand Prix, men som ikke lægger skjul på, at løbet også i sig selv udmærker sig.
- Copenhagen Historic Grand Prix adskiller sig meget fra tilsvarende løb i udlandet, fordi deltagere og tilskuere frit kan gå rundt på det store område. Desuden er vi i København så heldige, at vi har fået lov til at køre i nogle helt enestående grønne områder midt i byen. På den måde ligner Copenhagen Historic Grand Prix næsten noget fra motorsportens barndom.
Royal Pro-Am løbet, hvor professionelle og amatører deler biler, er en af de store oplevelser under Copenhagen Historic Grand Prix.
- Royal Pro-Am er løbet, hvor de bedste danske og udenlandske professionelle og amatører teamer op og dyster om hæder og ære. I år er feltet endnu flottere og mere spændende, end det plejer at være. Dels fordi så mange store internationale navne stiller op, men i høj grad også fordi der i år er et rent pigehold med. Belgiske Vanina Ickx og danske Charlotte Engell stiller til start sammen i en Ford Escort TC, slutter Jørgen Witting.
Som sædvanlig deltager Copenhagen Historic Grand Prix’ protektor H.K.H. Prins Joachim naturligvis også i Royal Pro-Am. I år kører Prins Joachim i en lynhurtig Ford Escort MK1 TC sammen med svenske Tommy Brorson.
Blandt de øvrige kendte danske kørere er Kurt Thiim, Ronni Bremer, Michael Carlsen og Henrik Lundgaard samt den 18-foldige danmarksmester Erik Høyer.
25/7-2008 14:12
© Copyright www.autoteket.dk