Pressemeddelelse fra www.autoteket.dk

Vitesse Racing:

ADAC VW Polo Cup

Kennie Frydkjær Jensen får debut på by-bane.

Efter seks lange ugers racer-tørke, er der endelig igen blevet plads i løbs­kalenderen til endnu en afdeling af ADAC Volks­wagen Polo Cup.

Det sker, når Nürnberg i det sydøstlige Tyskland, i den kommende weekend om­danner godt 2300 meter offentlig asfalt til den interimis­tiske racerbane, Norisring.
Dermed kan den nord­sjællandske racer­kører Kennie Frydkjær Jensen se frem til sit første møde med en by-bane – og de udfordringer der er forbundet med at køre close-race på en bane uden egentlige af­kørselsmuligheder…

Som det kendes fra andre by-baner (f.eks. banen i Monaco), er der kontant afregning ved blot den mindste kørerfejl – det er enten asfalt eller autoværn.
Og med tanke på hvordan en afdeling af Volkswagen Polo Cup – med en giftig kombination af super close-race og unge, håbefulde (læs: uerfarne!) talenter - kan udvikle sig på en traditionel racer­bane, får ABT’s mekanikere og pladesmede med sikkerhed rigeligt at se til efter weekenden

”Nu har jeg sommeren over ’kørt’ på banen en hel del gange virtuelt på min X-Box – så det bliver spændende at komme ud på den rigtige asfalt. Jeg er ikke så nervøs for min egen indstilling, men jeg kan godt frygte at nogle af mine med- og modkørere ikke har helt samme respekt for banen og os andre – så det gælder sgu om at holde sig orienteret om, hvor de andre er på banen – både foran og bagved…” udtaler Kennie, der ud over at køre X-Box har brugt sommerpausen til at istandsætte den lejlighed, som han netop er flyttet ind i sam­men med sin kæreste Michella.

Der er 30 minutters fri træning lørdag morgen og 30 minutters tidtag­ning lørdag eftermiddag, mens selve løbet køres som åbningsløb søndag morgen kl. 9.00 over 22 omgange - ca. 50 kilometer.

Løbet kan ses i sin helhed på Premier Sportportal søndag kl. 17.00 eller i highlights på DSF / Deutsche Sports Fernsehen søndag kl. 18.00 – eller naturligvis live på banen, der ligger blot 850 km. fra København.

Vitesse Racing
Telefon 20 96 55 82, info@vitesse-racing.dk


26/6-2008 08:04


© Copyright www.autoteket.dk