LAKexperten A/S:
På årets generalforsamling var der valg til bestyrelsen i LAKexperten A/S. Der skulle vælges 2 nye bestyrelsesmedlemmer, da Ryan Elkjær og Elisabeth Christensen ikke genopstillede. Der var 2 kandidater til at overtage posterne og de blev enstemmigt valgt. Således indtræder Morten F. Nielsen, 3N Lakering A/S, Thisted og Frank Mosegaard, Mosegaards Autolakering, Bramming i LAKexpertens bestyrelse.
Det er to erfarne herrer, med noget på hjertet og et ønske om at gøre en forskel. ”Vi byder dem velkommen i bestyrelsen. Morten og Frank er engagerede og dedikerede aktionærer og det glæder mig meget, at de valgte at sige ja til de udfordringer de kan få i LAKexpertens bestyrelse,” siger bestyrelsesformand Per Larsen.
Frank Mosegaard
Frank Mosegaard ejer og driver Mosegaards Autolakering i Bramming. Virksomheden blev startet af Franks forældre i 1975 og i 1979 kom Frank i lære som autolakerer. Han blev udlært i 1983 – for 25 år siden - og kort tid efter blev hans far ramt af alvorlig sygdom. Frank overtager derfor i 1986 forretningen. I dag har virksomheden 18 ansatte, der primært beskæftiger sig med autolakering, men også tungere industrilakering er noget Mosegaards Autolakering kan håndtere. Mosegaards Autolakering var med helt fra starten da LAKexperten A/S blev stiftet i 2003.
”Jeg var beæret over at blive opfordret til at stille op til bestyrelsen. Jeg er glad for at mine kollegaer i kæden har tiltro til at jeg kan bidrage til udviklingen. Det er en meget spændende tid lige nu, hvor vi har fået en positiv dialog i gang med forsikrings-selskaberne og jeg er sikker på at der vil ske mange ting i branchen i den kommende tid – det skal vi i bestyrelsen være med til at præge.” siger Frank Mosegaard. Han slutter ”Jeg er utrolig glad for at være en del af LAKexperten A/S. Alle i kæden er utrolig kollegiale og sammenholdet er stærkt. Det er en fornøjelse at alle kan se flere fordele i samarbejdet end i at være konkurrenter.”
Morten F. Nielsen
Morten F. Nielsen ejer sammen med sin kone Joan 3N Lakering A/S i Thisted. Morten er en garvet mand i branchen. Han kom i lære hos Thisted Autolak (som det hed dengang og som var ejet af hans forældre) og han kunne sidste år fejre 25 års jubilæum i virksomheden. Morten blev medejer i 1986 – da han blev udlært – og det førte allerede i 1988 nyt tiltag med sig; industrilakering. Efterspørgslen var stor, af flere omgange skiftede man navn for ikke at være låst på autolakering, indtil man i 2005, hvor Morten og Joan overtog forretningen helt, kom til at hedde 3N Lakering. Der er i dag 30 ansatte, hvoraf de 8 varetager autolakeringsdelen og de resterende arbejder med industrilakering og administration. 3N Lakering købte aktie i LAKexperten A/S i oktober 2007.
Morten er desuden suppleant til FAIs nordjyske afdeling og engagerer sig altid 100 % i det han foretager sig. ”Man får altid fuld valuta for pengene hvis man deltager aktivt. Derfor sagde jeg ja til at stille op til bestyrelsen i LAKexperten A/S. Jeg glæder mig til at bidrag med input og idéer.” fortæller Morten. ”At sidde i bestyrelsen og derved være med til at forme kæden og påvirke udviklingen er rigtig spændende og selvom det selvfølgelig kræver at man finder tiden til den ekstra indsats, ser jeg frem til bestyrelsesarbejdet.”
I bestyrelsen for LAKexperten A/S fortsætter i øvrigt:
Per Larsen, bestyrelsesformand
Ib Møller Pedersen, direktør, Midtglans, Brande
Stanley Ole Elkjær, Brdr. Elkjærs Autolakering ApS, Ballerup
Bjørn Mikkelsen, Bjørns Autolak Slagelse ApS, Slagelse
LAKexperten A/S
Telefon 70 25 00 02, info@lakexperten.dk
22/5-2008 16:12
© Copyright www.autoteket.dk