Artikel fra www.autoteket.dk
AF autoteket.dk
Volvo's skandinaviske arv og pionerarbejde danner baggrund for verdens sikreste vinter-køreegenskaber.
Kunderne skal kunne stole på Volvo overalt - uanset vejr- og vejforhold. Derfor testes Volvo's biler under de mest ekstreme forhold, vores planet kan byde på. I Arizona's glohede ørken og i den bidende kulde i de arktiske egne.
"Vores biler skal kunne modstå udendørstemperaturer mellem minus 40 og plus 60 grader celsius. Det har allerede længe været et krav og er en naturlig følge af vores tradition for sikkerhed. Vores mål er at skabe den bedst mulige funktion under alle klimatiske forhold," siger Jan Inge Eliasson, chef for Volvo Cars' afdeling for Complete Vehicles Testing.
Skrappe krav til hele bilen
Disse krav gælder hele bilen ned i den allermindste detalje. En Volvo består af omkring 40 hovedsystemer såsom motor, klimaanlæg, sæder osv. Disse er opdelt i 400 undersystemer, såsom startmotor, ventilator, sædevarme og lignende. Og disse igen består af cirka 3.000 komponenter – som er alt fra sensorer til opvarmningskredsløb. Systemer og komponenter skal sammen sikre tusindvis af forskellige funktioner. F.eks. at sæderne kan køres frem og tilbage, at ventilatoren kører med den rigtige styrke, at forrudeviskerne bevæger sig i de indstillede intervaller osv.
Foruden disse basale funktioner er der også mange andre krav, bilen skal kunne leve op til. Og det er her, at udendørstemperaturen kommer ind i billedet. Et krav kan måske være: "Når man starter ved minus 20 grader, må det ikke vare mere end et bestemt antal minutter, før forruden er afiset", eller: "Når man kører ved minus 15 grader, skal der være en særligt specificeret forskel i temperaturen mellem hoved og fødder."
"Ekstremt vinterklima er nok den hårdeste test, man kan udsætte en bil for. Belastningen af motor, styretøj, klimaanlæg og andre systemer er enorm. Så vidt jeg ved, er vi de eneste, der udfører vores afprøvninger ned til minus 40 grader. Det skyldes selvfølgelig vores skandinaviske arv. Men også at vi og vores kunder stiller ekstra krav til en Volvo, fordi vi kommer fra Sverige," forklarer Jan Inge Eliasson.
Altid på kundens præmisser Volvo Cars begyndte at vinterteste biler i Lapland i Sverige i 1960'erne – længe før andre bilproducenter. I dag har virksomheden et moderne anlæg lige uden for Kiruna. Der og i de nærmeste omgivelser gennemgår alle Volvo's bilmodeller en række krævende tests.
Sæsonen for vintertests strækker sig fra december til april. I denne periode køres der 200.000 kilometer på testbane og offentlig vej - det samme som fem gange jorden rundt.
Prøverne udføres i et samarbejde mellem Volvo's testingeniører og lokale testkørere. Både mandlige og kvindelige testkørere deltager, og de har forskellig alder og køreerfaring. Deres opgave er at identificere og rapportere om de fejl, de opdager – før kunderne gør.
"Alle prøver sker under forhold, der er så lig kundernes hverdag som muligt. Og selv om de fleste Volvo-kunder aldrig kommer i kontakt med disse ekstreme vejrforhold, skal bilen være i stand til at klare den måske eneste dag om året, hvor sneen dækker det hele," siger Jan Inge Eliasson.
annonce - klik på logo og bestil en jobannonce
Samarbejde mellem
StepStone og Autoteket
Find din nye
medarbejder her
effektivt, nemt og
hurtigt.
Du behøver blot at klikke på logo'et til venstre og udfylde skemaet. Du betaler for StepStone jobannoncen og får til gengæld annoncen GRATIS på autoteket.dk.
Sikkerheden ligger i helhedssynet
Hele testperioden følger et omhyggeligt tilrettelagt program. Og hvis naturen ikke kan levere forhold, der er skrappe nok, bliver kølecontainere taget i brug til at løse opgaven. Bilen kan parkeres i sådan container natten over ved minus 30 grader. Næste morgen tvinges dørene op, og motoren koldstartes – og den skal være klar til dagens testarbejde.
"Den store udfordring ligger i at få alle systemer til at fungere fejlfrit sammen. Kulde hæmmer låsesystemer og forskellige displays. Sne trænger ind i og blokerer filtre. Is dækker ruder og lygter. Alt dette og meget mere skal bearbejdes for at imødekomme de skrappe krav, der stilles – ikke mindst af hensyn til sikkerheden," fortsætter Jan Inge Eliasson.
Sikkerhedsrelateret arbejde i sne og kulde sker på forskellige niveauer. Bilen skal garantere et førermiljø og et interiørklima, der holder føreren frisk og årvågen i lange perioder. Udsynet skal sikres. Det samme gælder evnen til at styre og bremse. Og dertil kommer, at fireshjulstræk og sikkerhedssystemer, der træder til i kritiske situationer, skal fungere med præcis samme grad af præcision som under mere normale forhold.
Intet kan erstatte virkeligheden
Vintertest sker sent i et produkts testcyklus. Man anvender forserie biler, der ser ud som og fungerer præcis som den endelige produktionsmodel. Men testprocessen starter rent faktisk længe før. Først ved hjælp af computersimuleringer, senere i laboratoriet: F.eks. kan man i Volvo's vindtunneller skabe samme forhold indendørs, som hersker under en kraftig snestorm.
"Fordelene ved laboratoriet er, at de tests, der udføres, er forudsigelige og kan gentages. Men der er også en risiko. Normalt siger vi, at en vindtunnel afslører de svar, vi leder efter. Ude på vejene finder vi imidlertid svarene på de spørgsmål, vi aldrig har tænkt på at stille," siger Thomas Persson, chef for Technology & Systems Engineering for Climate Systems.
Et eksempel er den hajfinne-formede antenne på den nye Volvo S80. Her afslørede de gennemførte vintertests, at der blev dannet en strøm af sne og is i dens kølvand på bagruden. Årsagen var den konstante luftstrøm, som antennen skabte, og som varmeelementerne i bagruden ikke var i stand til at holde nede.
"Det opdagede vi ikke i laboratorieprøverne. Kun virkelige køresituationer og vejrforhold afslører detaljer af den art," forklarer Thomas Persson.
Som et resultat heraf bliver bagrudenvarmeren nu slået til automatisk, når vejret er koldt i stedet for, at føreren skal aktivere den manuelt som tidligere. "Præcis som i tilfældet med antennen, lægger kunderne ikke mærke til de fleste af de ændringer, vi foretager. Og sådan det skal være. For os kommer belønningen senere. Når vi møder bilen en kold vinterdag og ved, at de, der kører i den, sidder komfortabelt og sikkert i deres Volvo," siger Thomas Persson.
26/2-2008 08:00
© Copyright www.autoteket.dk