Autocom A/S:
Online-bilauktionsfirmaet Autocom.dk A/S er udpeget til at deltage i GazelleGrowth-program, der skal åbne dørene til USA.
Den stærkt voksende bilauktions-koncern Autocom.dk A/S i Odense, hvis forretningskoncept er auktion af brugte biler på nettet, udpeges i dag til at deltage i anden runde af Videnskabsministeriets GazelleGrowth-program. Kun 11 danske virksomheder er udvalgt til at deltage i programmet, og de vil undervejs få del i et rådgivnings- og udviklingsprogram til en værdi af i alt 32 millioner kroner. I løbet af en 14 måneders periode vil internationalt anerkendte eksperter i markedsundersøgelser, planlægning og marketing klæde Autocom.dk A/S og de 10 øvrige deltagere på til at gå ind i USA.
”Det kan da ikke nægtes, at vi er lidt stolte af den anerkendelse, der ligger i at være blandt de 11 udvalgte. Men vi har jo også vist, at vi med vores vækst og vore ambitioner hører til i ligaen af gazelleselskaber,” siger administrerende direktør Peter Grøftehauge.
Virksomheden er på godt et år vokset fra 60 til 130 medarbejdere, og en stribe nye udenlandske datterselskaber under navnet Autorola er åbnet i den periode. Koncernen har nu online bilauktioner i 12 europæiske lande.
”Og vi stopper ikke her. Vi vil også etablere os udenfor Europa i år. Vi vil være den førende online bilauktionsvirksomhed. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne nå op på 500 ansatte og en omsætning, der matcher det,” tilføjer han.
I den forbindelse er det også naturligt at rette øjnene mod USA, hvor et nysalg af biler på p.t. 16 millioner om året udgør et enormt potentiale. Når folk køber nye biler, skal de jo sælge den gamle.
Det er lidt af et nåleøje, Autocom.dk A/S er kommet gennem for at blive udpeget til GazelleGrowth-programmet. Selskabet har nøje skullet dokumentere sine kompetencer og udviklingspotentiale, og det er blevet vurderet af et stærkt ekspertpanel bestående af en række danske og internationale kapaciteter.
Det drejer sig om danskeren A. Daniel Meiland, Honory Chairman of Egon Zehnder International, New York, danskeren Jørgen Thorball, CEO hos Novozymes og stifter af Innovationsrådet, amerikaneren Carl J. Schramm, CEO i Ewing Marion Kaufmann Foundation, USA, hans suppleant, vicepræsident Lesa Mitchell, Kaufmann Foundation, englænderen Simon Jones, eks-CEO hos MIT Lab Europe samt danskeren Morten Boel Sigurdsson, administrerende direktør i Omada, der i 2004 blev kåret til Danmarks bedste iværksættervirksomhed.
Udpegningen af de 11 virksomheder markeres ved et start-arrangement i Symbion Science Park i København i dag.
Fakta om GazelleGrowth
Autocom.dk A/S blev stiftet i 1996 af brødrene Peter og Martin Grøftehauge samt deres far, tidligere bilforhandler Niels Grøftehauge. Selskabet udviklede beregningsværktøjet BilpriserPro og begyndte i 2001 at afvikle online bilauktioner. Efter en succesfuld start i Danmark påbegyndte selskabet en europæisk udvidelse, der nu har ført til online bilauktioner i Danmark, Storbritannien, Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig, Østrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Sverige og Tjekkiet. Koncernen har nu 130 ansatte og planlægger at stifte flere datterselskaber, både i og udenfor Europa. I Danmark driver koncernen hjemmesiderne www.autocom.dk og www.bilpriser.dk
Autocom A/S
Telefon 63 14 70 60,
19/2-2008 08:00
© Copyright www.autoteket.dk