Artikel fra www.autoteket.dk
Søren Clauding og Vivi Siiger
AF autoteket.dk
Dakar serie begynder i april.
A.S.O. – Amaury Sport Organisation – som har stået for afviklingen af Rallye Dakar i de senere år – har ikke hvilet på laurbærene siden aflysningen i januar af årets ørken-marathon på grund af terror trusler. A.S.O. har gennem nogen tid arbejdet på at etablere en Dakar-serie og nu fremrykker man planen, så det første løb finder sted allerede fra d. 20. april i år.
Ifølge den officielle tilkendegivelse fra A.S.O. vil det første Dakar-serie rally starte i Budapest i Ungarn d. 20. april og rallyet flages af d. 26. april i Ungarn nær det populære feriemål, Balaton søen. Undervejs har man passeret Rumænien og tilbagelagt 3000 kilometer, hvoraf halvdelen er hastighedsetaper.
Arrangørerne lover en meget varieret og teknisk krævende rute om end erstatningsrallyet naturligt nok ikke kommer på niveau med det planlagte og siden aflyste Dakar-rally, hvor alene hastighedsetaperne tilsammen ville have været 4 gange så lange. Omvendt er det i sig selv en umulig opgave på så kort tid at erstatte et så grundigt gennemarbejdet rally som ”Dakar” og det bliver interessant at se, om A.S.O. har mestret at stable et rigtigt rally på benene på så kort tid.
Der er imidlertid ikke megen grund til at tvivle på at det vil lykkes. A.S.O. har arbejdet med tankerne om en Dakar-serie som skulle være påbegyndt i 2009. Heri har det østeuropæiske rally utvivlsomt indgået og formentlig været tilrettelagt i mange detaljer. Hele set-up’et fra Dakar har A.S.O. allerede i gang og selvom udfordringen bliver en anden for deltagerne bliver den næppe mindre krævende, proportionerne taget i betragtning.
Central Europe Rally
For alle er ”erstatnings-Dakar-rallyet”, som har fået navnet ”Central Europe Rally” et vigtigt element i at holde gryden i kog. For alle, uden undtagelser og ikke mindst for A.S.O, har aflysningen af Rallye Dakar betydet store økonomiske tab. En stor del af disse kan formentlig genvindes, ikke mindst de vigtige økonomiske indsprøjtninger fra rallyets mange sponsorer.
Et andet vigtigt element er tidsfaktoren. At gennemføre et alternativt rally så kort tid efter ”Dakar” sender et klart signal til omverdenen om, at Dakar-ånden ikke kan aflives så let.
Og interessant er det, at A.S.O. som en afsluttende bemærkning fastslår, at planerne for Rallye Dakar 2009 vil blive offentliggjort i løbet af få uger.
I øvrigt har alle de væsentligste teams alle givet deres opbakning, herunder Mitsubishi, Volkswagen, BMW, Schlesser og KTM.
8/2-2008 08:00
© Copyright www.autoteket.dk