Toyota Danmark A/S:
Salgs- og marketingdirektør Lasse Altmann (42 år) stopper sit virke i Toyota Danmark A/S ved udgangen af februar 2008.
Lasse Altmann har været ansat i Toyota Danmark A/S gennem de seneste 12 år, og de seneste knapt 4 år har han fungeret som salgs- og marketingdirektør.
”Lasse Altmann har gjort en stor indsats for Toyota i Danmark og har sat sit markante præg på den meget positive udvikling, som vores mærke har gennemgået de seneste mange år. Vi beklager Lasse Altmanns beslutning, men han mener selv, at tiden er moden til at søge nye udfordringer og til at lade andre og nye kræfter kommer til, og det har vi både forståelse og respekt for,” udtaler Toyota Danmarks administrerende direktør Bas Kasteel.
”Jeg har haft 12 meget spændende år hos Toyota, hvor jeg har haft fornøjelsen af at være med til at ændre Toyotas profil fra et tilbudsorienteret lavprismærke til et af de absolut stærkeste bilmærker i Danmark målt på salg, kundetilfredshed og indtjening. Toyota i Danmark er klar til fortsat vækst, og jeg ønsker hele organisationen held og lykke fremover,” siger Lasse Altmann.
Frem til sin fratrædelse ved udgangen af februar vil Lasse Altmann fortsat fungere som salgs- og marketingdirektør. Han har pt. ingen konkrete planer for sit fremadrettede virke.
Toyota Danmark A/S
Telefon 44 85 04 00, toyota@toyota.dk
12/12-2007 16:18
© Copyright www.autoteket.dk