Pressemeddelelse fra www.autoteket.dk

Danish Race League

Danske racer­talenter holder formen ved compu­teren

Kasper Jensen. Foto: Kim IgelNu er dansk on­line-ra­cings mest in­ten­se og popu­lære serie klar med sin anden fulde sæ­son. Danish Race Lea­gue, eller DRL, som serien kaldes, skyder man­dag den 12. november næste mesterskab i gang med et rekord­stort felt. DRL byder denne gang på flere nyheder, blandt andet vil man på sigt kunne følge løbene via livetiming.

Når DRL’s kombattanter sætter sig bag computerskærmen og starter deres BMW 320si, Chevrolet Lacetti og SEAT Leon og så videre, er det med mere end 60 konkurrenter på banerne. Rekordinteressen for serien gør den dermed til den største online-racing-liga i Dan­mark.

Som det var tilfældet i DRL’s debutsæson tidligere i år, er der også en lang række kørere med rødder i det danske motorsportsmiljø. Blandt deltagerne i DRL er den tidligere Renault Clio Cup-mester Kasper Jensen, 24, der i 2007 har kørt DTC i Peugeot 407 for ARTS. I år stil­ler han til start med nummer 1 på siden, idet han er regerende me­ster i DRL.

- Det var hårdt i sidste sæson, men denne gang er der endnu flere kørere, og det ser ud til, at de har trænet i løbet af sommeren, for der er kommet godt med fart på. Der er mindst ti kørere, der kan tage mesterskabet denne gang, og lige som i den virkelige verden kræver det, at man er med hver gang og samler gode point. Der er ikke råd til at give noget væk, hvis jeg skal forsvare mit mesterskab, siger ålborgenseren. En af hans hårdeste konkurrenter i sidste sæ­son var Steffen Møller, der i oktober sluttede som nummer fem sam­let i det hårde Formula Renault NEZ-mesterskab (North European Zone).

- Det er god træning at køre på computeren, så man holder sig skarp hen over vinteren. Flere af de baner, jeg har kørt på i år i Europa, skal vi også køre på i DRL, så jeg har måske en lille fordel, spøger Steffen Møller.

- Interessen har igen i denne sæson været overvældende. Med mere end 60 star­tende hver anden mandag bliver det noget af en orga­nisatorisk opgave, siger Anders Molin, der står bag ligaen.

Igen i år kan Kasper Jensen og Steffen Møller møde konkurrenter fra banerne i det virkelige liv på banerne i den virtuelle verden. DTC-køreren Martin Jensen, den tidligere Renault Clio Cup-kører Jesper Davidsen, Kevin Magnussen, søn af Jan Magnussen, Thor Qualmann, der denne sæson har kørt 1600 Challenge, motorjournalisten Kar­sten Lemche, der har gæsteoptrådt i VW Polo Cup i 2007, Jens-Hen­rik Hansen, der var en af titelkandidaterne i DEC, Danish Endu­rance Challenge samt Mike og Mark Mathiesen, kendt fra Casino­portalen Clio Cup og DTC er blot en række af kørerne, der stiller til start i DRL.

Da Danish Race League er 100 procent tro mod på spillet RACE – The WTCC Game, der har biler og baner fra 2007-udgaven af VM for stan­dardvogne, lægger deltagerne i DRL ud på den brasilianske bane Curitiba mandag den 12. november og afslutter sæsonen i Macau den 9. juni 2008.

Du kan læse mere om Danish Race League på www.drl.dk

Pressemeddelelser på www.autoteket.dk
Telefon 40 18 07 50, mail@autoteket.dk


9/11-2007 08:41


© Copyright www.autoteket.dk