AutoPartner administration:
AutoPartner Grossist Renové åbner en ny afdeling i Bramming - en udvidelse i forhold til de i forvejen eksisterende afdelinger i Vejen og Esbjerg - og skifter samtidig navn til au2parts.
Renové blev i december 1970 startet af Svend og Eva Falk Magnussen i Vejen. Allerede fra starten var der en god udvikling i forretningen, og derfor kom afdelingen i Esbjerg til i december 1972. Nu er pladsen atter blevet for trang og derfor åbnes en ny afdeling i Bramming den 1. december 2007.
Direktør Christian Magnussen siger om udvidelsen:” Vi er inde i en positiv udvikling med stigende interesse fra nye såvel som eksisterende kunder. Det betyder, at de to eksisterende afdelinger nu ikke længere har de fysiske rammer til at følge med denne udvikling. Vi stod derfor over for en beslutning om at lægge afdelingerne i Vejen og Esbjerg sammen og på den måde udvide i nye rammer eller åbne endnu en afdeling. Nye lokaler, der var perfekte til formålet, bød sig i Bramming - derfor fandt vi denne løsning optimal.”
Med den nye afdeling i Bramming vil Renové også i fremtiden være en markant spiller på banen i det vestjyske. Flere daglige vareture i området og 3 afdelinger, der kan supplere hinanden med varer, betyder øget leveringssikkerhed for værkstederne i lokalområdet. Samspillet mellem de 3 afdelinger betyder ligeledes et øget nærvær i byerne mellem Bramming og Vejen, samt at værksteder syd og nord for Bramming nu kan forvente en øget servicegrad. Alt i alt dækker vi nu et større område med en endnu bedre service og logistik.
Udover åbning af endnu en afdeling har Renové også besluttet at skifte navn til au2parts. Dertil fortæller direktør Christian Magnussen: ”Vi synes ikke helt Renové er tidssvarende mere, som det var da det åbnede i 1970. Derfor syntes vi, det var passende ved samme lejlighed at lave et navneskift til au2parts. I AutoPartner-kæden er der i forvejen flere nye butikker, der er åbnet med dette navn, og det vil vi gerne bakke op omkring.”
AutoPartner-kæden består nu af 37 afdelinger fordelt over hele landet.
AutoPartner administration
Telefon 87 45 44 44,
22/10-2007 16:26
© Copyright www.autoteket.dk