Artikel fra www.autoteket.dk
AF autoteket.dk
Det er pudsige sager, der af og til dukker op i Sø- og Handelsretten. Om to måneder skal retten behandle et sagsanlæg mod en københavnsk bedemand - indstævnet af selveste Ferrari og dets moderselskab Channel, der sammenlagt kræver en erstatning på kr. 250.000,-.
Og straks tænker man på en specielbygget rustvogn eller andet i den mere automotive retning, men nej - hør historien her:
Begravelses Service ApS - et københavnsk bedemandsforetagende med mange filialer i København og på Sjælland - fik en henvendelse fra forældrene til en afdød søn, der havde elsket hurtige biler. Deres ønske var ret beskedent, men dog originalt. For de ville gerne bestille en Ferrarirød urne - en idé, som begravelsesforretningen ikke var sen til at imødekomme. De kontaktede endog den danske importør af Ferrari, som omgående kvitterede på henvendelse med at fremsende to originale Ferrari-klistermærker, skriver Jyllandsposten, for den idé var man da med på.
Så alt i alt var der lagt op til en ægte Turbo-begravelse, som dog nu får det kedelige efterspil, at bedemanden skal i retten -beskyldt for at have krænket de rettigheder som Ferrari gennem mange år har beskyttet med næb og klør. Og det omhandler alt - lige fra den stejlende hest til den gule og røde farve.
Og lige nu går bedemanden rundt og forstår ingenting, for når den danske importør selv fremsender klistermærker til projektet - vel vidende hvad de skulle bruges til, ja, så er det mere end bedemanden forstår sig på. Men et er sikkert - han skal i retten til oktober, hvis der da ikke forinden er en behjertet sjæl som får forklaret Ferrari, at der ikke er tale om en serieproduktion af en ny model ved navn Ferrari-urnen, men blot om et enkeltstående tilfælde.
Og hvis Ferrari får held med sit sagsanlæg, så - kære klistermærkesamlere - pas i fremtiden på hvad de små klistermærker bruges til.
annonce - klik på logoGlæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.
6/9-2007 08:01
© Copyright www.autoteket.dk