Håndværksrådet:
"Det er god timing af regeringen at indkalde erhvervslivets repræsentanter til dialog allerede nu. For det er fra nu af og frem til topmødet i november/december 2009 at arbejdet skal gøres. Ikke kun med at profilere danske virksomheder og dansk teknologi i forhold til omverdenen, men også ved at samle kræfterne om at være med til at finde løsningerne på de langsigtede, globale klimaudfordringer", siger Håndværksrådets adm. direktør Paul Mollerup.
Det handler således ikke alene om nye, højteknologiske produkter og ydelser, men også om den særlige danske evne til at implementere og anvende allerede kendte teknologier.
"Vi skal både kunne high tech/low implementation og low tech/high implementation. Dansk økonomi er igennem de seneste 25 år vokset med mere end 50 %, uden at vi har øget vores energiforbrug, netop fordi vi er gode til at udnytte energibesparende teknologier, og der er bestemt en rolle for dansk erhvervsliv i at medvirke til at overføre de teknologier, som vi allerede anvender i Danmark, til resten af verden", slutter Paul Mollerup.
Regeringen havde i dag indkaldt til møde mellem økonomi- og erhvervsministeren, udenrigsministeren og miljøministeren og repræsentanter for dansk erhvervsliv for at drøfte erhvervslivets rolle og bidrag i perioden frem til Danmark er vært for FNs klimakonference i 2009.
Paul Mollerup var til stede på mødet. Han hilser - lige som de øvrige repræsentanter for dansk erhvervsliv - regeringens initiativ til at samordne erhvervsindsatsen frem til topmødet velkommen.
Håndværksrådet
Telefon 33 93 20 00, hvr@hvr.dk
7/6-2007 16:58
© Copyright www.autoteket.dk