Renault Personvogne Danmark A/S:
Det blev en vanskelig weekend for ING Renault F1 teamet på Bahrain International Circuit. De to biler sluttede på hhv. en ottende– og en niendeplads i 2007 Bahrain Grand Prix med Giancarlo Fisichella foran holdkammeraten Heikki Kovalainen.
Efter kvalifikationskørslen lå teamets to kørere på henholdsvis syvende- og tolvtepladsen, og man vidste, at det ville blive umuligt at konkurrere med de førende tre teams på farten alene. Med mindre nogle af de forankørende måtte udgå, var syvende- og ottendepladsen det bedst mulige resultat denne eftermiddag. Efter at Heikki Kovalainen kørte en stærk, aggressiv start, hvor han vandt tre placeringer, virkede det som et realistisk mål. Men begge kørere måtte kæmpe med hastigheden i deres længste perioder mellem pitstoppene (det første for Kovalainen og det andet for Fisichella), og selv om de forsvarede deres positioner så aggressivt som muligt, faldt de begge så langt tilbage, at det var umuligt at indhente senere i løbet.
Giancarlo Fisichella’s ene point bevarer hans pointscorende kørsel i starten af 2007 sæsonen og betyder, at ING Renault F1 teamet forbliver på fjerdepladsen i konstruktørernes mestrerskab med i alt ni points.
Giancarlo Fisichella, ottendeplads
Vi havde igen et krævende løb. Jeg kom godt fra start, og farten var virkelig god i perioden indtil første pitstop – jeg var klart lettere end Kubica, der kørte foran mig, men han holdt mig tilbage, så jeg ikke var i stand til at opbygge et forspring til bilerne bag mig. I perioden inden andet pitstop havde jeg problemer med, at bagdækkene blev slidt meget hurtigt, og jeg tabte placeringer – jeg kørte på grænsen, men kunne ikke gøre mere for at forsvare min placering. Derefter fik jeg ydelsen tilbage i sidste periode af løbet på de hårde dæk, og jeg pressede Jarno så meget, jeg kunne – men der var ikke omgange nok til, at jeg kunne komme forbi ham. Det er skuffende ikke at opnå det maksimale i dag, men når alt kommer til alt, var det bedste, vi kunne opnå, en syvendeplads. Det er et tabt point, men vi ved alle, at vi ønsker at kæmpe for meget mere end det, og forhåbentlig kan vi vinde terræn mellem nu og Barcelona om fire uger.
Heikki Kovalainen, niendeplads
Jeg fik en god start og overhalede både Williams og Trulli’s Toyota. Sidste uge lå jeg side om side med ham, og han havde fordelen – og jeg var fast besluttet på, at det ikke skulle gentage sig. Derefter blev bagdækkene hurtigt slidt på grund af den tunge brændstoflast, og jeg kæmpede bravt – Trulli kom forbi mig, hvorefter jeg forsvarede mig aggressivt mod Rosberg, men også han overhalede mig efter den sidste kurve. Bilen var meget bedre i omgangen inden anden pitstop, og jeg kunne se, jeg halede ind på Fisi og Jarno, og håbede, at vi måske kunne gøre noget. Men i perioden efter andet pitstop var bagvognen igen tricky, og jeg kunne ikke følge med gutterne foran. Det var en drøj eftermiddag, som vi også havde forventet det, og det var ærgerligt, det ikke lykkedes os at score points. Men vi ved, at det hårde arbejde skal gøres hjemme på fabrikken – og jeg er sikker på, at de vil gøre alt, de kan, for at forbedre vores konkurrencekraft inden næste løb.
Flavio Briatore, teamchef
Det er her, vi befinder os for øjeblikket – vi kæmper om de sidste pladser i pointrækken. Vi havde ikke regnet med, at situationen ville ændre sig væsentligt i løbet af en uge, og løbet viste, vi fik ret. Begge kørere gjorde det godt, men bilen er ikke hurtig nok. Der ligger en masse hårdt arbejde foran os, hvis vi skal forbedre situationen, og det begynder nu, i de fire uger, vi har til rådighed inden næste løb.
Volvo Personvogne Danmark A/S
Telefon 70 11 27 00,
18/4-2007 14:52
© Copyright www.autoteket.dk