Fra årsskiftet vil British Car Import A/S i Kolding stå for importen af Jaguar til Norge, igennem datterselskabet BC Norway. Dermed bliver British Car Import A/S hovedimportør af Jaguar og Land Rover i både Danmark, Sverige og Norge. Overtagelsen af importen af Jaguar til Norge er samtidig startskuddet på et stærkt samarbejde med Jaguar Norge, der som en del af aftalen fremover også skal sælge Land Rover i Oslo. Adm. direktør for British Car Import A/S, Per H. Temmesen, ser frem til at bygge videre på Jaguar Norges gode resultater og opnå yderligere synergi mellem de to stærke brands på tværs af de skandinaviske lande.

Fra årsskiftet er det British Car Import i Kolding, der skal stå for import og salg af Jaguar og Land Rover i Norge. Bilimportøren har allerede i dag det norske agentur på Land Rover samt agenturet på Jaguar og Land Rover i både Danmark og Sverige. Det norske agentur er derfor en oplagt udvidelse af British Car Imports forretningsområde, og adm. direktør Per H. Temmesen glæder sig over aftalen, der er en stærk mulighed for at skabe synergi og succes for begge bilmærker i Norge. ”British Car Import har opnået flotte resultater på både det danske, norske og svenske marked de senere år, hvor vi har været gode til at opnå synergier på tværs af de skandinaviske markeder. Både hvad angår salg af biler og på eftermarkedet. Det er derfor en stor glæde, at vi har fået mulighed for at udvide vores forretning med importen af Jaguar til Norge og derigennem udnytte vores kompetencer fra de andre lande. Allerede fra begyndelsen af næste år får vi glæde af de kompetencer, når vi skal lancere den nye Range Rover og Jaguar XF Sportbrake. To biler, som vi forventer os rigtig meget af, og som jeg er helt overbevist om, at vil være med til at sikre en fortsat spændende fremtid, for Jaguar og Land Rover i Norge,” siger Per H. Temmesen og fortsætter:

”Jeg har stor respekt for den indsats, som Jaguar Norge har ydet for brandet i Norge, og jeg er både glad og stolt over at få mulighed for at bygge videre på de gode resultater, der er skabt i Norge. Jeg er også meget glad for, at vi fremover kan fortsætte et stærkt samarbejde, idet vores aftale også medfører, at Jaguar Norge fra årsskiftet skal sælge Land Rover i Oslo. De er de helt rette til at sælge Land Rover, og jeg er overbevist om, at brandet vil komme til sin ret og udfolde sit potentiale endnu mere i Norge via denne aftale.”