Giniel de Villiers fra Sydafrika har taget føringen i Rallye Dakar efter at team-kammeraten Carlos sainz kørte ud over en skrænt og ned i en 4 meter dyb kløft.SRP – 15. januar 2009.
Den enes død, den andens brød. Helt så galt gik det hel­dig­vis ikke i bog­staveligste forstand i hvert fald under torsdagens 12. og tredje­sidste etape i Rallye Dakar. Men Giniel de Villiers/Dirk von Zit­zewits fra hhv. Syd­afrika og Tyskland overtog føringen i ral­lyet, da team-kamme­raterne i Volkswagen teamet, Carlos sainz og Michel Périn kørte ud over en skrænt og havnede med hjulene i vejret 4 meter nede.

”Heldigvis er begge kørere forholdsvis uskadte,” sagde danske Kris Nis­sen efter ulykken. Kris Nissen er Volkswagens motorsports­direk­tør og dermed den øverst ansvarlige for deltagelsen i det berømte maraton rally. ”Sainz slap helt uskadt fra ulykken og Périn brækkede et skulderblad – det er naturligvis tilstrækkeligt til, at de ikke kan fortsætte, men vi kan hos Volkswagen glæde os over, at vi stadig har to biler på hhv. 1. og 2. plad­sen.”

Ulykkestedet var ikke angivet i rutebogen og umiddelbart efter var Mitsubishis Nani Roma tæt ved at køre ud over samme skrænt og pla­cere sin Racing Lancer ovenpå Sainz’ Race Touareg. Det kunne have været et kønt syn, men det skete ikke, fordi kamerafolk, der var an­kommet til stedet, gjorde tegn, så han fik drejet i tide.

Til gengæld fik Roma senere tekniske problemer af en art, som ikke engang hans eget team havde informationer om først på aftenen eu­ro­pæisk tid. Sikkert er det blot, at uanset det måtte være muligt, at få den debuterende Racing Lancer frem til målet i Buenos Aires på lørdag, bliver det ikke på en topplacering.

Nani Roma havde torsdag store problemer med sin Mitsubishi Racing Lancer. Om han når frem til målet i Buenos Aires er endnu uvist.Torsdagens etape blev af alle anset for at være den hårdeste i dette års rally. Delta­ger­ne mødte store mængder af såkaldt hvidt sand, som er meget fin­kornet og uforudsigeligt. Volks­wagens Mark Miller, der nu er 2’er i rallyet, fordi han også havde lidt problemer undervejs og blev over­halet af de Villiers, sagde:

”Det er den hårdeste etape, jeg nogensinde har kørt!”

Med to biler på de første to placeringer og en tredje på sjetteplad­sen ser det så småt ud til, at Volkswagen i år bliver det team, som første gang vinder Rallye Dakar med en dieselbil. Man har også for­søgt sig i fem år og er hver gang blevet besejret af Mitsubishi, men meget skal gå galt hvis ikke succes’en er i hus i år.

Men spørg Carlos Sainz: Han ved, hvor lidt der skal til efter i den grad at have været årets hurtigste kører.


annonce - klik på logo
Klik her og gå til Autohuset Hørsholms hjemmeside

Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.


Fredagens etape fører deltagerne fra La Rioja i Argentina til Cordo­ba. Etapen er 545 kilometer lang, men man er fri af de kæmpemæs­sige sandbjerge og kører fortrinsvis på grus. Den største udfordring er den fysiske belastning efter snart to ugers race at holde koncen­trationen på topniveau over så lang en strækning.

Resultat af dagens etape, Rallye Dakar 2009:
1. Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (SAF/GER), Volkswagen Race Touareg 2, 4t06m43s
2. Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/SAF), Volkswagen Race Touareg 2, +16m17s
3. Robby Gordon/Andy Grider (USA/USA), Hummer H3, +25m27s
4. Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +42m02s
5. Leonid Novitskiy/Oleg Tyupenkin (RUS/RUS), BMW X3 CC, +55m25s
6. Ivar Tollefsen/Quin Evans (NOR/GBR), Nissan Navara, 1t15m16s

Stillingen i Rallye Dakar d. 15. januar 2009:
1. Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (SAF/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +43t46m58s
2. Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/SAF), Volkswagen Race Touareg 2, +2m35s
3. Robby Gordon/Andy Grider (USA/USA), Hummer H3, +1t18m52s
4. Ivar Tollefsen/Quin Evans (NOR/GBR), Nissan Navara, 5t48m21s
5. Krzystof Holowczyc/Jean-Marc Fortin (POL/BEL), Nissan Navara, +6t44m42s
6. Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), Volkswagen Race Touareg 2, 8t33m23s