Salget af nye biler tog et stort spring fremad i oktober, og personbilssalget steg med hele 22,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed blev den vækst, der har kendetegnet bilsalget gennem året øget betragteligt i oktober, og 2012 er på vej til at blive blandt de bedste bilår nogensinde.

    2009 2010 2011 2012 Ændring
2011-2012
Personbiler  Okt 9.992 13.613 12.400 15.216 22,70%
  jan – okt 91.578 124.391 139.630 143.714 2,90%
Varebiler  Okt 1.114 1.283 1.823 2.113 15,90%
  jan – okt 12.395 12.378 18.837 19.478 3,40%
Lastbiler  Okt 147 233 297 289 -2,70%
  jan – okt 2.985 2.347 3.074 3.222 4,80%

Danskernes appetit på nye biler vokser fortsat. I oktober kom hele 15.216 nye personbiler ud på vejene og det samlede salg i årets første 10 måneder kom dermed op på hele 143.714 nye personbiler. Salget de ti første måneder af 2012 ligger nu 2,9 procent over niveauet fra samme periode af 2011, der ellers samlet set er det hidtil bedste bilår nogensinde.

"Efterspørgslen efter særligt de mindste biler er på et hidtil uset niveau. ”Lille klasse” udgør 67 procent af alle solgte personbiler, og faktisk falder salget af næsten alle andre klasser sammenlignet med oktober sidste år, men den kraftige stigning i salget af de mindste biler trækker hele markedet op”, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Han forventer dog, at de mindre biler vil fylde lidt mindre i årets sidste måneder.

”Vi venter fortsat, at de mindste biler vil fylde meget i markedet, men årets sidste måneder er normalt højsæson for firmabilssalget og selvom, der er kommet ændrede skatteregler, forventer vi alligevel, at de lidt større biler vil fylde mere i markedet i november og december”, siger Bent Mikkelsen.

Varebiler i fremgang
Med 2.113 solgte nye varebiler i oktober steg salget med 15,9 procent i oktober i forhold til samme måned sidste år. Dermed fortsatte septembers overraskende fald i varebilssalget ikke, og salget er igen tilbage i de moderate vækstrater, der har præget markedet igennem 2012.
"Det er meget positivt at salget rettede sig i oktober og, at det uventede fald i september dermed var et enkeltstående tilfælde. Oktobers salg giver forventninger om en fortsat stabil udvikling resten af året”, siger Bent Mikkelsen.

Lastbiler i lille fald
Indregistreringen af nye lastbiler faldt i oktober. Der blev indregistreret 289 nye lastbiler – et fald på 8 biler i forhold til samme måned sidste år.

"Indregistreringerne af nye lastbiler er vokset stabilt over året, men faldt i sidste måned og i denne måned i, hvad der må betegnes som en flad udvikling. Vores forventning er fortsat, at 2012 ender med en moderat vækst, men den seneste udvikling giver anledning til at følge markedet nøje i de kommende måneder.” slutter Bent Mikkelsen.