Kenneth Madsen­ /Henrik Dernoff (Gørlev/ Ringsted) viste atter deres klasse, da de midt i den danske sommer var til start i NCC Rallysprint i Nyrand øst for Kalundborg. Det blev til en solid klassesejr og en flot andenplads i generalklassementet.

”Vi blev kun slået af en svensker i en tidligere VM-bil, som slet ikke tåler sammenligning med de andre biler i feltet, og det var præcist det samme resultat, som vi fik, da vi tidligere på året konkurrerede mod ham ved det svenske Lille Mats Rallysprint,” fortæller Kenneth Madsen.

Der var dog markante forskelle på forårets resultat og så det, der blev opnået ved NCC Rallysprint. Hvor det svenske løb primært forgik på asfalt og i tørvejr, så var der masser af grus og dansk sommerregn i Nyrand.

”Jeg havde ikke troet, at vi kunne være så godt med, når det regnede så meget, for jeg plejer ikke at være superglad for regn,” konstaterer Suzuki-køreren. ”Men jeg fik fundet en god rytme, og så var vores Yokohama-dæk bare perfekte til kombinationen af grus og vådt føre. Nogle gange er det godt at læne sig tilbage og køre mere afslappet. Vi fik fundet en rimelig fart og nogle gode linjer, og så var vi generelt næsthurtigst af alle hele dagen.”

Udover vejret forløb dagen i grusgraven ved Nyrand perfekt for Kenneth Madsen/Henrik Dernoff.

”Det var selvfølgelig ærgerligt med vejret, men det er bare en fed prøve, vi kørte på,” siger Kenneth Madsen. ”Det er en prøve, som minder mere om en rigtig rallyprøve end andre rallysprints, og så var det et godt sted at få prøvet noget af på bilen. Og den var der ikke en finger at sætte på. Den kører bare så godt.”