130 stande er nu besat på transport- og logis­tik­udstil­lingen Vestfyn Trækker, hvilket er flere end nogen­sinde før. Nogle af udstil­lerne er sågar trans­port­virk­som­heder, som atter har fået travlt og derfor søger chauf­fører og under­leve­ran­dører.

Der bliver fuldt hus på den udendørs transport- og logistikudstilling Vestfyn Trækker i Ejby, som i år afholdes fra den 1. til 3. juni. Det oplyser VBG GROUP, der står bag messen. – Alle 130 standpladser er nu afsat, og vi står oven i købet tilbage med en lang venteliste. Der kan eventuelt etableres yderligere tre små pladser i teltgaden; men der er desværre ikke mulighed for flere regulære stande, siger Per Mikkelsen, der er direktør for VBG i Danmark.

Messearrangørerne har i år oplevet, at transportvirksomheder booker stande udelukkende med henblik på at rekruttere chauffører og underleverandører. – Heldigvis har nogle transportfirmaer atter fået travlt og behøver ekstra kapacitet, lyder det fra Per Mikkelsen. En af de nye udstillere er Frode Laursen-koncernen, som med 1.400 ansatte er blandt Nordens største og hurtigst voksende udbydere af one-stop-logistik inden for bl.a. dagligvarer. – Vi får behov for at indsætte 10-20 ekstra biler i Danmark og Sydsverige og ser Vestfyn Trækker som et ideelt sted at profilere vores partnerkoncept, der giver mulighed for at køre for os som selvstændig vognmand med minimale økonomiske risici, fortæller personalekoordinator Jan Andersen.

Mange produktnyheder
Per Mikkelsen oplever, at udstillerne siden 2011-messen har haft stort fokus på innovation og således i år kan fremvise mange nye produkter. Som eksempel nævner han VBG’s egen stand, hvor man ud over vogntog med det automatiske koblingssystem MFC samt indbygningsmuligheder til køretøjer med kort overhæng kan præsentere en række innovative produktnyheder. – Det drejer sig bl.a. om en ny 50 mm kobling samt et kompakt trækbjælkesystem. Desuden fremvises en automatisk smøre- og renseenhed til montering på koblinger, siger Per Mikkelsen. Han forventer, at også de nye regler for totalvægt og akseltryk, der trådte i kraft i sommeren 2011, vil komme i fokus på messen.