Hver femte bilist kører sommeren over på vinterdæk. Varebilerne er de værste syndere.

"Vinteren er altså forbi nu. Helt forbi," slår formanden for de danske dækimportører Kenneth Saust fast. Men det har mange danske bilister ikke opdaget. De kører sommeren over på vinterdæk.

Dækimportør-Foreningen peger imidlertid på en række facts, der gør det yderst uhensigtsmæssigt at køre på vinterdæk om sommeren:

På tør, varm asfalt er bremselængden en del længere på vinterdæk end på sommerdæk. Desuden er vinterdæk mindre stabile i kurver og giver mere vaklende kørsel. Endelig mindskes vinterdæks levetid med cirka 10 procent, hvis man kører med dem i den varme årstid.

"Og så er der også den pointe, at slider man sine vinterdæk ned om sommeren, så duer de ikke til næste vinter, når sne og frost sætter ind," betoner Kenneth Saust.

Alligevel viser Dækimportør-Foreningens tællinger, at cirka 20 % af personbilerne stadig kører på vinterdæk til Sankt Hans.

"Endnu værre ser det ud med varebilerne, for her kørte 26 % på vinterdæk i sommeren 2011, og her taler vi dog om professionelle chauffører," påpeger Kenneth Saust.

"Kører man på sommerdæk om sommeren og vinterdæk om vinteren, er man bedst garderet, både med hensyn til sikkerhed og økonomi, så det gælder om at få nogle gode sommerdæk på nu," betoner dækimportørernes formand.

Hos Dækimportørerne peger man desuden på vigtigheden af at køre på sommerdæk beregnet til europæiske forhold:

"Typisk er dæk produceret i Europa, Japan og Korea velegnede til vore breddegrader, mens sikkerheden i ukendte dækmærker fra mere eksotiske egne af verden ofte lader en del tilbage," siger Kenneth Saust.

"Der er en nøje sammenhæng mellem pris og kvalitet i det meste, der kan købes for penge, og det gælder også når det handler om dæk. Betal hellere lidt mere og få et anerkendt dæk, der lever op til de kommende EU-mærkningskrav," slutter Dækimportør-Foreningens formand.

Noter

1) Vinterdæk om sommeren

Den tyske bilklub ADAC dokumenterede i 2007, at når det bliver rigtig varmt, vokser bremselængden med vinterdæk betragteligt i forhold til sommerdæk. Ved en lufttemperatur på 35 grader kan bremselængden med vinterdæk være op til 16 meter længere ved 100 km/h.

Desuden viste ADACs test, at vinterdæk er mindre stabile i kurver, når bilen er fuldt lastet, for eksempel når hele familien kører på sommerferie med bagagerummet fyldt op. Det betyder mere vaklende kørsel i de lange motorvejskurver.

Endelig er det dårlig økonomi at køre på vinterdæk om sommeren. Det blev påvist i 2006 af dækfabrikanten Continental, der i en test dokumenterede, at vinterdæks levetid mindskes med cirka 10 procent, hvis man kører med dem i den varme årstid.

2) Vinterdæk på firehjulstrukne biler

Ejere af firehjulstrukne biler som jeeps og SUV-biler kan have den forestilling, at de takket være deres permanente træk på alle fire hjul kan køre året rundt i både sne, mudder og på tør asfalt med de samme dæk.

Kombinationen af høj vægt, højt tyngdepunkt, stor luftmængde i dækkene og ikke mindst de store SUV-bilers ofte høje motorkraft gør det stærkt anbefalelsesværdigt at køre med sommerdæk om sommeren på asfaltveje med firehjulstrukne biler af jeep- eller SUV-typen.

3) De bedste dæk for eller bag?

Det klare svar er: De bedste dæk skal monteres på bagakslen, med mindre man har en helt bestemt og meget veldefineret grund til at handle anderledes.

Det helt centrale for sikkerheden, er dækkets egenskaber til at overføre bremsekræfter og sideføringskræfter.

De stærkt kritiske manøvrer er akvaplaning og baghjulsudskridning i vejkurve, og her er tendensen klar, de bedste dæk skal sidde på baghjulene, men ellers er der under andre køreforhold et lidt mere nuanceret billede.

4) Dæktryk og luftpumper

Hvis bilisterne overalt i EU kørte med korrekt lufttryk i dækkene, så vil det spare miljøet for omkring 5,2 millioner tons CO2 pr. år. Besparelsen svarer til to fulde tanke benzin pr. personbil pr. år.

Forkert dæktryk betyder:
• Stærkt forøget slid
• Stærkt forringede køregenskaber
• Højere brændstofforbrug

Eller sammenfattende:
• Større risiko
• Dårligere økonomi

Fejlvisende eller manglende luftpumper og dæktryksmålere på servicestationer fratager bilisten muligheden for at tjekke trykket i sine dæk. Dækimportør-Foreningen anbefaler, at man tjekker luften i sine dæk hver 14. dag. Dækkene skal være kolde, når trykket måles.

5) Tilstrækkeligt dækmønster er vigtigt

Hvor meget profildybde bør et sommerdæk have?
I Danmark kræves der minimum 1,6 millimeter profildybde for såvel sommer- som vinterdæk.

Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler mindst 3 mm, hvis dækket effektivt skal kunne dræne vand væk fra en regnvåd vej.

Det helt rette dækvalg:

Vinterdæk om vinteren
Fordi på snedækkede eller isglatte veje har sommerdæk:
• op til 2½ gang længere bremselængde
• kun halvt så høj svinghastighed
• kun en femtedel af vinterdækkets igangsætningskraft

Sommerdæk om sommeren
Fordi på tørre, hede sommerveje har vinterdæk:
• op til 40 procent længere bremselængde
• mere ustabil kørsel i lange kurver
Uafgjort på våd vej
Fordi:
• På våd vej – sommer eller vinter – er forskellene på sommer- og vinterdæks egenskaber marginale.
Hvorfor ikke sommerdæk hele året?
Fordi:
• Du bestemmer ikke selv, hvilke morgener det er sne- eller isglat. Sommerdæk har ikke en chance på meget glatte veje.