Når bøgen springer ud i midten af maj, triller de første 208´ere ud på de danske landeveje, men Peugeot er allerede nu klar med den første pris på sin upcoming star.

Forventningerne er store til Peugeots nye model i 2-serien - som Peugeots direktør, Vincent Rambaud, kalder ”starten på en ny epoke”. 208 er på alle måder udtryk for nytænkning og er resultatet af et Peugeots mest ambitiøse mål nogensinde: At skabe en bil, som kan løfte arven fra den legendariske 2-serie og repræsentere det næste tigerspring for Peugeot.

208 er i korte træk op til 173 kg lettere og 7 cm kortere end forgængeren, den er mere rummelig, dens HDi-motorer udleder alle under 100 g CO2/km og så er den udstyret med et lille sporty rat, som forstærker den dynamiske køreoplevelse og giver frit udsyn til den særlige head-up instrumentering.

De innovative features er pakket ind i et moderne design, hvis linjer viser det tydelige slægtskab med konceptbilen SR1 – hvilket er bekræftet af Peugeots designschef, Gilles Vidal, som har afsløret, at 208 blev tegnet samtidig med SR1.

Peugeot har nu prissat de første to versioner af den kommende model:
208 3-dørs i Access-niveau vil få en pris på 144.990 kr. Den er udstyret med 1,4 HDi med 68 hk og udstyrsniveauet indbefatter bl.a.: 15” stålfælge, blinklys i sidespejle, LED baglygter, fjernbetjent centrallås med lokaliseringsfunktion, komfortblink ved vognbaneskift, multijusterbart rat, elruder for, højdejusterbart førersæde, CD radio med MP3, ”Follow me home lys” mv. Af sikkerhedsudstyr kan nævnes ESC, 6 airbags, selealarm på fører- og passagersæde, højdejusterbare nakkestøtter og 2 Isofix beslag på bagsædet.

208 5-dørs i Active-niveau med 1,6 HDi og 92 hk er prissat til 194.990 kr. Den har som standard udstyr bla.: 15” stålfælge (Chrome), blinklys i sidespejle, indfarvede sidespejle og dørhåndtag, LED baglygter, elektrisk justerbare sidespejle med varme, aircondition med køl i handskerum, udendørs temperaturmåler, multifunktionsrat, varme i forsæder, splitbagsæde, fartpilot/-begrænser og 7” touch screen infotainment system inkl. Bluetooth, radio, 6 højttalere, USB- og AUX-indgang.

Vind en 208
Peugeot fejrer introduktionen ved at sætte en 208 på højkant. Den kan vindes ved, at man bliver fan af Peugeot Danmark på facebook og stemmer på, om 208 kan løfte arven fra 205. Her kan man også møde Kenneth, der har haft hele 26 eksemplarer af Peugeot 205 og se hans indtryk af 208.