­Volvo sætter spørgs­måls­tegn ved EU's mål for nedbrin­gelse af CO2 udled­ningen, fordi der ikke sker en harmonisering af forbruger­rettede initia­tiver.

Et andet kernepunkt er behovet for at yde støtte til bilindustrien til forskning og udvikling, heriblandt el-drift.

Stefan Jacoby, adm. direktør og koncernchef for Volvo Car Corporation, taler i dag ved et seminar i Bruxelles, hvor han redegør for, hvordan jobs, investeringer og konkurrencekraft i den europæiske bilindustri kan være truet af EU kommissionens syn på el-biler.

"Volvo vil kraftigt opfordre EU til at koordinere tiltag og støtte forskning og udvikling. Hvis ikke det sker, risikerer den europæiske bilindustri at miste sin nuværende teknologiske førerposition," siger Stefan Jacoby.   Han siger videre: "På langt sigt bringer dette bilindustriens konkurrencekraft og europæiske jobs i fare."

Volvo udtrykker også betænkelighed ved EU kommissionens såkaldte White Paper on Transport, ifølge hvilken udledningen af drivhusgasser i transportsektoren skal være nedbragt med mindst 60 procent i år 2050 for at opnå EU''s klimamål. Af samme rapport fremgår det, at brugen af biler, der kører på konventionelle brændstoffer, skal være halveret i år 2030 og helt udfaset i 2050.

Stor udfordring for industrien
"Europæiske bilproducenter står over for en meget vanskelig udfordring, når der i lovgivningen på CO2-området ikke indgår initiativer, der gør det billigere for en voksende kundegruppe af købe en el-bil," siger Stefan Jacoby.

I 2011 blev der på verdensplan solgt under 50.000 batteridrevne el-biler, hvilket svarer til en markedsandel på omkring 0,1 procent. Tallet viser, at bilmarkedet i en rum tid fremover vil være domineret af biler med traditionelle forbrændingsmotorer.

"Det er alt for tidligt at vinke farvel til konventionelle diesel- og benzindrevne biler. Vi forbedrer konstant deres effektivitet. Således har Volvo de seneste to år nedbragt CO2 udledningerne fra vores diesel- og benzinbiler med 13 procent," fortsætter Jacoby.

Urealistiske forventninger til el-drift
Samtidig med at der ikke er sat et officielt mål for implementeringen af el-drift i EU, tyder undersøgelser,  gennemført af industrien, på, at flere af medlemslandene er for optimistiske, når de vurderer, hvor hurtigt el-drift vil få fodfæste. EU kommissionens egen undersøgelse ''A European Strategy on Clean and Energy Efficient Vehicles'' forudser en 3-4 procent markedsandel for batteridrevne el-biler og plug-in hybrid-biler i 2020 med en forventet stigning til op mod 30 procent i 2030.

"Begge forudsigelser er urealistiske. Når man tager fraværet af koordinerede regeringsinitiativer og den høje pris på batterisystemer i betragtning, bliver det en kamp blot at få markedsandelen til at passere den ene procent i 2020," fastslår Stefan Jacoby.

Nødvendigt med subsidier og initiativer
En af de største forhindringer for en hurtig stigning i antallet af el-biler i trafikken er, at prisen på teknologi til  el-drifts ikke falder hurtigt nok.

"Bilindustriens bestræbelser på at nedbringe omkostningerne kan ikke kompensere batteriernes høje pris. Det er nødvendigt med pan-europæiske subsidier og initiativer for at få en succesfuld markedsintroduktion. Uheldigvis trues sådanne nødvendige initiativer af den nuværende økonomiske krise," fortsætter Stefan Jacoby.

For at vise, at Volvo er fast besluttet på at blive førende på el-driftsområdet, lancerede virksomheden i 2012 en ny Volvo V60 Plug-in Hybrid. "V60 Plug-in Hybrid er en herlig bil, og der har været enorm interesse for den i markedet, og selv om vi har gjort så meget, vi kunne, for at få prisen ned under 50.000 Euro, er det alligevel nødvendigt med regeringstiltag, hvis en sådan bil skal nå ud til et bredere publikum".

Teknologisk førerpostion i fare
For at opnå elektrificeret mobilitet er det nødvendigt med samarbejde mellem bilindustrien, regeringsmyndigheder, leverandører af infrastruktur, energiselskaber og videnskabelige institutioner.

Skeler man til Kina, har regeringen øremærket 15 milliarder US dollars til at støtte bilindustriens forskning og udvikling i el-drift. Dermed overgår kineserne både EU og USA.

Repræsentanter for EU kommissionen, den akademiske verden og transportindustrien diskuterer i dag nøglespørgsmål og udfordringer, der skal tages hånd om, hvis EU's emissionsmål skal nås. Endvidere forventer man at over 300 repræsentanter for Bruxelles politiske liv og forretningsverden deltager i møder, der omhandler, hvordan områder som infrastruktur, initiativer, økonomisk prioritering og produktionsomkostninger kan optimeres, så el-drift bliver udbredt i Europa.