Rasmus Prehn vil i morgen blive konfronteret med de ødelæggende konsekvenser for erhvervslivet, som en betalingsring vil medføre.

Rasmus Prehn, trafikpolitisk ordfører (S), kommer i morgen tirsdag den 17. januar 2012 til debatmøde hos MAN Diesel & Turbo i København.

På mødet, som er arrangeret i et samarbejde mellem MAN Diesel & Turbo og Dansk Metal, vil parterne fremføre bekymringer for konsekvenserne af en betalingsring. MAN Diesel & Turbo beskæftiger 1.351 medarbejdere i Københavns Sydhavn og er førende indenfor udvikling af dieselmotorer til skibe og kraftværker.

-Vi er glade for nu at få en dialog om betalingsringen med Rasmus Prehn. Vi er stærkt bekymrede for konsekvenserne, som det også er kommet til udtryk i en medarbejderundersøgelse, som vi har foretaget, siger Lars Peter Olsen, direktør i MAN Diesel & Turbo.

Virksomhedens medarbejdere kommer fra et stort geografisk område som udover Sjælland inkluderer Lolland, Falster og Fyn. Der er tale om nøglemedarbejdere med en specialistviden, som gør, at MAN Diesel & Turbo kan være førende i branchen. For mange af virksomhedens medarbejdere er offentlig transport ikke en mulighed, når børn skal bringes og hentes fra daginstitutioner.

-Vi har ca. 350 produktionsmedarbejdere, som arbejder på aften- og natskifte på fabrikken, som ikke vil have mulighed for at rejse med offentlig transport, når de skal møde og får fri, fastslår Lars Peter Olsen.

-For viden-virksomheder i Københavns Kommune vil indførelsen af en betalingsring føre til tab af konkurrenceevne. Betalingsringen vil måske begrænse trafik i Københavns Kommune, men vil virke mod regeringsgrundlagets hensigt om at skabe vækst via innovation, siger Lars Peter Olsen, som ser frem til at mødes med Rasmus Prehn og fremføre virksomhedens bekymringer.