Det skader både motor og miljø at varme bilen op i tomgang. Knofedt mod tilisede bilruder er den bedste måde at få varmen på, mener FDM. 

Iskolde vintermorgener med iskolde biler og temperaturer tæt på eller langt under nul. Et velkendt scenarie der for mange er lig med tid til en ekstra kop kaffe, mens bil og kabine får varmen i tomgang på villavejen. At varme bilen op på den måde er imidlertid skidt for både miljø og motor, skriver FDMs medlemsblad Motor.

”Det er nemlig marginalt, hvor meget temperaturen i bilens kabine stiger ved tomgang. Det kan ganske vist gøre det nemmere at skrabe is af ruderne, til gengæld skader det den kolde motor, da der er en dårlig forbrænding. Har man en dieselbil, sker der desuden en tilsodning af indsugningssystemet og partikelfilteret,” siger Jørgen Jørgensen, leder af FDMs tekniske rådgivning.

Ønsker man at undgå det kolde gys, det kan være at sætte sig bag rattet i en vinterkold bil, bør man i stedet anskaffe sig en motor- og kabinevarmer. Det er den bedste måde at få motoren og kabinen varm på, inden man begynder kørslen.

Det er dog langt fra kun bilens motor, der tager skade af tomgangskørsel.
Ganske vist er brændstofforbruget meget begrænset, men da katalysator og partikelfilter er afhængige af, at motoren er driftsvarm, forurener udstødningen fra en kold motor uforholdsmæssigt meget.

Derfor har en række af landets kommuner også indført regler for, hvor længe man må holde i tomgang uden at være ude i trafikken. Oftest er tidsgrænsen sat til et minut, men i få tilfælde er den på op til tre minutter. Overtræder man reglerne, risikerer man at få en bøde.

”At forsøge at varme bilen i tomgang, er bestemt ikke noget, FDM anbefaler. Ingen bliver varme uden at bestille noget, det gælder også motorer. Har man ikke en motorvarmer, der kan forvarme, er det bare om at hoppe ud i det som en vinterbader. Begynder man med selv at skrabe ruderne fri for is, får man også hurtigt varmen. Det er både godt for en selv, for bilen og for miljøet,” siger Jørgen Jørgensen.

www.fdm.dk/parkeringsreglerhar FDM samlet et overblik over de enkelte kommuners regler for tomgang og parkering. Det er dog en god idé altid at holde sig orienteret på kommunernes hjemmesider, da der kan være sket opdateringer eller ændringer siden FDMs seneste opdatering.

FDM har på www.fdm.dk/vedligeholdelse/naar-bilen-fryser desuden samlet gode råd til, hvordan man bedst tør bilen op.

Læs også mere i Motors novembernummer eller på www.fdm.dk/motor