Som det første danske billeasingfirma lancerer LeasePlan Danmark nu en smartphone-applikation. App’en, der kan downloades gratis, giver firmabilister nem og hurtig information om dagligdagen med en firmabil. Ud over at tilbyde kunderne en forbedret service, ser LeasePlan Danmark også frem til at skabe en konkurrencefordel med den nye applikation. 

Billeasingkunder kan nu sikre sig mod at havne i en kedelig situation, efter LeasePlan Danmark har lanceret en smartphone applikation, der bl.a. kan guide føreren til nærmeste værksted, dækcenter og tankstation. En enkel og hurtig vej til at få hjælp, hvis man fx er udsat for uheld, motorproblemer eller indbrud i bilen:

”Med app’en ønsker vi at give vores kunder en genvej til praktisk information og mulighed for nemt at komme i kontakt med LeasePlan eller en samarbejdspartner, så de får hjælp og svar på ethvert spørgsmål, der kan opstå undervejs. Med app’en tilbyder vi endnu bedre service og en mere positiv kundeoplevelse – samtidig er app’en det første skridt i retning mod en udvidet og bedre dialog med førerne om den daglige drift af bilerne,” siger Lars Eegholm, adm. direktør for LeasePlan Danmark.

Lanceringen af app’en er således et led i en større strategi om at nå ud til den kundegruppe, der i stigende grad benytter sig af smartphones. App’en vil være under kontinuerlig udvikling, og LeasePlan Danmark vurderer, at mobilteknologien vil give en konkurrencefordel i kraft af en bedre og mere effektiv kundeservice.
App’en er udviklet af hollandske Fonk Mobile til smartphones med styresystemet IOS (iPhone). App’en kan findes og downloades gratis i App Store (nu) og Android Market (senere på året) ved at søge på ”leaseplan”. Alternativt kan app’en hentes ved at scanne QR-koden nedenfor.