Hver fjerde kører på farlige dæk – det viste den måling, som Euromaster sidste år gennemførte på 16.337 biler ved landets Bilka- og A-Z-varehuse. Nu vender dækfolkene tilbage for at undersøge, om dæksikkerheden er blevet bedre.

Det står sløjt til med danskernes dæksikkerhed. Det viser en undersøgelse foretaget af dækkæden Euromaster i uge 41 sidste år, som afdækkede, at 24 % af bilisterne kører på dæk, der er så nedslidte, at de udgør en betydelig sikkerhedsrisiko. En fjerdedel af de slidte dæk var endda decideret ulovlige. Samtidig viser tal fra Dækimportør-Foreningen, at godt en femtedel af bilisterne kørte rundt på sommerdæk i januar, da vinteren var på sit højeste.

– Nedslidte dæk og forkerte dæk til årstiden er i sig selv farligt, og en kombination er naturligvis endnu værre, vurderer Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed. Ifølge ham anbefaler rådet skift til vinterdæk, når temperaturen falder til omkring 7˚ konstant, hvilket typisk sker sidst i oktober eller i starten af november. – Sommerdæk har mere end dobbelt så lang bremseafstand som vinterdæk, når der ligger sne på vejen, og vinterdæk giver i det hele taget øget sikkerhed i vådt og koldt føre grundet den særlige gummiblanding. Dermed kan man undgå ulykker, der i værste fald koster liv. Med risiko for at møde sne samt is- eller rimglatte veje hver eneste morgen er der al mulig grund til at køre på de rigtige dæk i den mørke tid, råder Volker Nitz. Han støttes af FDM, der anbefaler brug af vinterdæk, hvis man har behov for at kunne færdes sikkert på alle tider af døgnet.

Dækkæde flytter ind hos Bilka
Bilka og A-Z er klar med en hjælpende hånd til alle dem, der endnu mangler vinterdæk på bilen eller behøver råd til det rette dækvalg. Euromaster, der med 43 forretninger er blandt landets største dækforhandlere, er således blevet inviteret på besøg i landets 17 Bilka- og A-Z-varehuse fra søndag den 2. oktober til lørdag den 8. oktober. Her vil fagfolk stå klar med råd og vejledning på stande indendørs, samtidig med at der gennemføres dækmønstermålinger blandt de biler, der er parkeret udenfor. Skulle man stå og mangle vinterdæk, kan man samtidig få op til 1000 kroners ekstra rabat på i forvejen reducerede kampagnepriser ved køb af dæk og fælge.

Største dækmønstermåling nogensinde
Dækmønstermålingen følger op på en tilsvarende begivenhed sidste år, som er den hidtil største af sin slags i Danmark. – Jeg tør ikke sige, om vi i år slår vores rekord fra 2010 og når at måle dækmønster på endnu flere biler. Men vi vil anstrenge os for at nå flest mulige af de køretøjer, der er parkeret uden for de 17 varehuse. Igen i år vil tusindvis af biler få en seddel i frontruden med besked om dækmønstrets status – markeret ved enten rødt, gult eller grønt lys, siger Marketing Manager Carsten Kure fra Euromaster.

Lovens mindstekrav til dækmønster er 1,6 mm. Med nedslidte dæk nedsættes vejkontakten betydeligt, og bremselængden øges. – Det kan medføre farlige situationer og ulykker. Derfor anbefaler vi som en tommelfingerregel dækskift, når man når en mønsterdybde på 3-4 mm, forklarer Carsten Kure og henviser til tal fra Rådet for Større Dæksikkerhed. – Ved den mindste tilladte mønsterdybde, 3 mm vand på kørebanen og en hastighed på 75 km/t har man kun 16 % vejkontakt mod 74 % med et nyt dæk. Der er altså god grund til at skifte i tide, slutter han.