Volvo's teknologiske fremtid bygger på to strategier:

- En skalerbar bilarkitektur, som i princippet betyder, at de fleste Volvo-modeller kan bygges på samme produtionslinie uanset bilens størrelse og opbygning.

- Et nyt motorprogram, der udelukkende består af firecylindrede benzin- og dieselmotorer.

I det nye udviklingsprogram indgår også en ny, ottetrins automatgearkasse - ligesom Volvo senere i år begynder at teste ny svinghjulsteknologi - KERS (Kinetic Energy Recovery System) på offentlig vej.

”Vi tager kontrollen med vores teknologiske fremtid. Både den nye arkitektur og de nye motorer placerer os side om side med eller sågar foran vores største konkurrenter på vigtige områder som køredynamik og brændstoføkonomi," fastslår Peter Mertens, ansvarlig for forskning og udvikling hos Volvo Personvagnar.

Egen skalerbar platforms arkitektur
Volvo høster væsentlige økonomiske fordele inden for virksomhedens modelprogram. Den nye, fælles SPA (Skalerbar Platforms Arkitektur) bygger på forskellige platforme - grupper af biler - der deler samme grundlæggende chassisstruktur, sæderamme, el-system og drivline. Disse platforme er grundlaget for forskellige bilgrupper, d.v.s. en række komplette bilmodeller. Eksempelvis er Volvo S60, V60 og XC60 sådan en gruppe i dagens modelprogram.

Det handler om at udvikle et modelprogram bestående af biler, der bygger på de samme fælles moduler og "interfaces" samt skalerbare systemer og komponenter, bygget i et fleksibelt produktionssystem.

"Med SPA starter vi på en frisk teknologisk set. Når den første SPA model bliver introduceret om nogle få år, er omkring 90 procent af dens komponenter nye. Samtidig løfter vi niveauet for kvalitet og teknologi på alle felter. Vi kommer helt på linie med vores allerskrappeste konkurrenter," siger Peter Mertens.

De industrielle fordele ved fælles modelarkitektur er én ting, men der er også væsentlige produktrelaterede gevinster:

- Vægt
- Elektrificering
- Køredynamik
- Designmuligheder

Vægtreduktion på 100-150 kg
Ny chassisteknologi i kombination med lavere vægt og forbedret vægtdistribution gør det muligt for Volvo at konkurrere med de allerbedste, hvad angår køredynamik og vel at mærke uden at sætte komforten over styr.

El-systemernes arkitektur åbner for fremtidige multimedia og digitale teknologier og er grundlaget for Volvo''s stræben efter at forstærke sin førende position inden for aktiv sikkerhed.

Nye proportioner - spændende design
Samlet set er effektiviteten forbedret, og det åbner mulighed for mere spændende design og væsentligt bedre aerodynamik.

Designbegrænsninger som akselafstand samt bilens og frontens højde er færre. Det giver større frihed til at give fremtidige Volvo-modeller mere spændende linier.

"Proportioner kan give helt forskelligt udseende, også selv om de komponenter, der bruges, er præcis de samme. Prøv at sammenligne et æsel og en fuldblodshest: De har begge et hoved, en krop og fire ben, men de opfattes helt forskelligt på grund af deres individuelle kropsdeles proportioner," forklarer Peter Horbury, designdirektør hos Volvo Car Corporation. Han siger videre:

"For os betyder den nye arkitektur, at vi kan skærpe vores designsprog yderligere og give vores biler den helt rigtige atletiske og dynamiske aura, der er så vigtig for kunderne i segmentet for luksusbiler. Det er vores nye konceptbil Concept You et glimrende eksempel på. Her ser man, hvad vi kan præstere med den nye arkitektur".

Firecylindrede motorer med sekscylindret ydelse
Det nye motorprogram, kaldet VEA (Volvo Environmental Architecture), består udelukkende af firecylindrede motorer, som i visse konfigurationer har højere ydelse i kraft af el-drift eller anden avanceret teknologi.

"Det skal være slut med at tælle cylindre. Firecylindrede motorer er et perfekt middel for os til hurtigt at nedbringe CO2 udledningen og brændstofforbruget uden at sætte hensynet til kundernes forventninger til køreglæde og ydelse over styr," siger Peter Mertens, og fortsætter: "Vores mål er at udvikle firecylindrede motorer med højere ydelse end dagens sekscylindrede og med lavere brændstofforbrug end de nuværende firecylindrede motorer".

Færre komponenter, lavere vægt, mindre brændstofforbrug
VEA er et program af modulopbyggede diesel- og benzinmotorer med henholdsvis common rail og direkte indsprøjtning som standard. Adskillige grader af turboladere giver fleksibilitet og indgår i hele programmet fra varianter med høj ydelse og højt drejningsmoment til brændstoføkonomiske derivater. For at imødekomme alle kundeønsker får nogle motorer tilført ekstra ydelse ved hjælp af hybriddrift eller anden spydspidsteknologi.

Af hensyn til den optimale termodynamik bygger modulformatet på en standard på 500 ccm pr. cylinder. Det kan også bruges til udvikling af trecylindrede motorer.

VEA har adskillige fordele:
- Antallet af unikke komponenter er reduceret med 60 procent. Det gør produktionsprocessen mere effektiv, og letter kvalitetssikringen og effektiviteten i nye udviklingsprojekter.
- De nye drivliner er op til 90 kg lettere end de eksisterende.
- Brændstoføkonomien er forbedret med op til 35 procent.
- Modulopbygning og kompakt, tværstillet design er ideelt til fremtidigt arbejde med elektrificering.
- Motorerne efterlever alle kendte lovkrav om udledninger op til 2017.

"For øjeblikket er motorerne installeret forskelligt i de enkelte modeller. Med den nye helhedsløsning, kan fremtidens teknologiske udvikling koncentreres udelukkende om motorydelsen i stedet for, at vi skal bruge tid og kræfter på installationsmodifikationer. Samtidig bliver arbejdet på fabrikken lettere. Udviklingsomkostningerne er høje i starten, men falder drastisk senere," forklarer Peter Mertens.

Samtidig med VEA introducerer Volvo en ny, ottetrins automatgearkasse, der giver gode køreegenskaber og fremragende brændstoføkonomi.

Test af svinghjulsteknologi
I løbet af efteråret bliver Volvo en af de første bilproducetner i verden, der afprøver potentialet i svinghjulsteknologi på offentlig vej.

Svinghjulet, også kendt som Flywheel KERS (Kinetic Energy Recovery System) sidder på bilens bagaksel, mens motoren trækker forhjulene. Når bilens bremser aktiviteres, sætter bremseenergien svinghjulet i spind med op til 60.000 omdrejninger i minuttet.

Når bilen sætter i gang igen, overføres svinghjulets rotation til baghjulene via en specialudviklet transmissionsenhed. På den måde overføres de samlede kræfter fra motor og KERS til alle fire hjul.

Den energi, der lagres i svinghjulet kan derefter enten accelerere bilen eller drive den, når den når sin marchhastighed.

"Med dette system får føreren ekstra 80 hk til rådighed, hvilket giver en firecylindret motor samme acceleration som en sekscylindret. Samtidig er der potentiale til at nedbringe brændstofforbruget med op til 20 procent. Svinghjulsteknologi er en god løsning til vores store biler som f.eks. Concept You," slutter Peter Mertens.