Ekstra skat på mobilitet uden nævneværdig milljøeffekt
Det skader mobiliteten i samfundet at indføre en bompengering i København og effekten på miljøet er tvivlsom. Samtidig er der risiko for endnu mere trængsel uden for København, og det vil skade arbejdskraftens frie mobilitet, vurderer FDM.

Der er trængsel i København, men der er først og fremmest på de store indfaldsveje til København at stigningen i trafikken er sket og i mindre grad inde i selve København. Derfor vil en betalingsring omkring København kun forværre trængselsproblemerne for de borgere, der er nødt til at anvende deres bil for at få deres hverdag til at hænge sammen.

”Det er meget usikkert, om en bomring i det hele taget vil mindske trængslen i Hovedstadsområdet. Erfaringerne fra udlandet viser, at der rundt om ringen vil skabes såkaldt omvejskørsel, der i sig selv skaber yderligere trængsel. For pendlere omkring København vil det være i området mellem Ring 2 og M3, hvor der allerede i dag er store trængselsproblemer. Bompenge risikerer at øge disse problemer og dermed den samlede trængsel i Hovedstadsområdet”, siger FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen.

S og SF hævder også i deres oplæg, at ”Luftforurening og støjniveau i København vil falde mærkbart som følge af betalingsringen”. Dette er dog ikke korrekt, da kilden til lokal forurening kommer fra sodpartikler fra dieselmotorer uden partikelfilter samt kvælstofoxider (NOx’er) fra de fleste dieselmotorer. En Bil med benzinmotor og katalysator bidrager ikke til disse to luftforureningsproblemer. Da 7 ud af 10 biler i Danmark er benzinbiler med katalysatorer, vil de fleste bilistser dermed kommer til at betale en bomafgift på et faktuelt forkert grundlag. Samtidig skal trafikken halveres, før det opleves som en mærkbar ændring i støjniveauet.

FDM fremhæver også, at de danske bilister allerede i dag er underlagt de ubetinget højeste registreringsafgifter og løbende bilafgifter i Europa. Faktisk betaler en dansker allerede i dag dobbelt så meget, som gennemsnittet af de EU-lande vi normalt sammenligner os med. Derfor kan en betalingsring kun blive betragtet som en ekstra beskatning af bilisterne. Endelig vil en betalingsring ramme skævt rent indkomstmæssigt.

”Man risikerer at holde en lang række faggrupper ude af København, fordi høje boligpriser har tvunget familierne til at bosætte sig uden for København. En betalingsring vil især ramme familier med en lavere indkomst, fordi de ikke har råd til at betale for at tage bilen med ind til eller gennem København for at komme på arbejde. For mange familier – ikke mindst dem med børn, der skal hentes og bringes - vil det ikke være et alternativ at tage kollektiv transport, hvis hverdagen skal hænge sammen”, siger Thomas Møller Thomsen.

Stockholm og London fremhæves som en begrundelse til at indføre en trængselsafgift. Fælles for både England og Sverige er dog, at beskatningen af biler er meget begrænset. Derfor er omkostningen ved at køre en kilometer lavere end i Danmark, hvor de høje registreringsafgifter resulterer i markant større afskrivninger på en bil. Derfor kan der ikke laves direkte sammenligninger.

FDM påpeger også, at de fremtidige alternativer, der nævnes til at tage bilen er meget ukonkrete og ikke-eksisterende i dag. Ved mange togstationer er der mangel på parkeringspladser eller betalingsparkering.