Veteranbiler fra før 1950 slipper nu med blot fem procent i indførselsafgifter ved import fra lande uden for EU, mens nyere klassikere stadig får et smæk på hele 37,5 procent (Foto: Finn Jørgensen/FDM)Ny prak­sis hos SKAT gør det bety­deligt billi­gere at impor­tere klas­siske biler – men kun hvis de er fra før 1950, skri­ver Motor­Clas­sic, FDMs maga­sin om klas­siske biler. 

Impor­terer du klas­sisk bil fra for eksem­pel USA, er alderen bestemt ikke ligegyldig. En ny fortolkning af importreglerne betyder nemlig, at biler fra før 1950 nu fritages for told og slipper med fem procent i moms. Nyere klassikere får derimod stadig et samlet smæk på 37,5 procent. Det skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.

Dermed slækker SKAT lidt på de regler, der blev indført for små to år siden. Tidligere slap alle over 30 år gamle biler for told og nøjedes med fem procent moms ved import fra lande uden for EU. Men med udgangspunkt i et EU-direktiv blev reglerne strammet i november 2009, så alle klassikere blev belagt med 10 procent told plus 25 procent moms, medmindre de levede op til nogle specifikke krav som sjældenhed og historisk værdi.

”Selvfølgelig er det positivt, at SKAT bløder lidt op på reglerne, men resultatet er en urimelig forskelsbehandling. SKAT har således ikke kunnet give os et klart svar på, hvorfor for eksempel en så udbredt veteran som Ford A nu altid er et toldfrit samlerobjekt, mens en Ferrari fra 1952 ikke nødvendigvis er det. Men forhåbentlig er dette starten på en mere rimelig praksis for alle klassiske biler,” siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.

Han henviser til, at både Holland og Storbritannien fortolker EU-reglerne langt mere lempeligt end Danmark, så der stadig er penge at spare ved at fortolde en nyere klassiker i for eksempel Holland. De strammere danske regler har da også medført et drastisk fald i den direkte import fra ikke-EU-lande – i 2010 blev blot 197 veterankøretøjer således fortoldet herhjemme mod 814 i 2009.

FDMs magasin om klassiske biler, MotorClassic, udkommer fire gange årligt, og 18. udgave er netop kommet på gaden. Det kan købes i større kiosker, eller man kan tegne abonnement på www.fdm.dk/motorclassic