Michel Nykjær havde bl.a. Chevrolets fabrikskører Alain Menu bag sig på Oschersleben (foto FIA WTCC)Michel Nykjær kom tæt­tere på toppen i kampen om privat­kører­nes titel i årets offi­cielle ver­dens­mester­skab for stan­dard­vogne. Før week­endens to løb på Oschers­leben i Nord­tysk­land var han 16 point efter den før­ende mand i tabel­len, men nu har han fået redu­ceret afstan­den op til et­teren til blot ni point – og det endda til trods for, at week­enden langt fra var prob­lemfri for ham. Racer­køre­ren fra Næst­ved blev næst­bedste privat­kører i første løb, mens et tek­nisk prob­lem satte ham til­bage på sidste­plad­sen i det andet løb.

”Hvis bare jeg havde fået nogle point i andet løb, var jeg kommet længere frem i mesterskabet og sikkert også tættere på etteren,” konstaterer Michel Nykjær efter en weekend, hvor han i tidtagningen var blandt de hurtigste privatkørere.

”Midt i den første tidtagning var jeg fremme blandt de 4-5 bedste, og jeg endte som nummer syv, så jeg gik videre til den anden tidtagning. Her kørte jeg på ottendebedste tid af alle.”

I det første heat viste køreren fra Pole Position Denmark, at Oschersleben i regnvejr er en cocktail, der passer rigtig godt til ham og hans gule Seat Leon.

”Jeg fik en kanonstart, og efter at jeg fik overhalet flere foran, lå jeg firer generelt i løbet,” fortæller Michel Nykjær. ”Undervejs i løbet følte jeg, at bilen ikke helt havde det samme greb som tidligere. Den satte også ud og meldte om lavt benzintryk, så jeg er glad for at komme i mål som syver og næstbedste privatkører.”

I pausen mellem første og andet heat arbejdede Sunred Engineerings teknikere på at finde fejlen, men det lykkedes desværre ikke helt. Michel Nykjær fik derfor ikke meget ud af sin startposition som firer og efter et pitstop sluttede han løbet som sidste mand.

”Jeg synes, at vi har svære betingelser, fordi der har været småproblemer med den nye motor. Det gør det svært at skrabe point sammen, selv om jeg synes, at vi ligger godt til,” siger Michel Nykjær. Han kunne til gengæld glæde sig over stor dansk opbakning på Oschersleben. Mange fans og medarbejdere fra sponsorerne Inges Auto og Yokohama var til stede på den nordtyske racerbane.

”Det er dejligt med den opbakning, når man kører i udlandet. Det er en stor støtte,” siger han.