Ny dugfrisk 2011 dæktælling fra Dækimportør-Foreningen 

Seneste måling i uge 48, 2010 viste jo, at 77 % af de på landsplan 3.501 talte biler, havde fået vinterdækkene på.

Med sne, is og i den grad ufremkommelige veje, der længe har været hverdag for den danske bilist, kunne Dækimportør-Foreningens folk kun have forventning om, at andelen af biler på vinterdæk var blevet endnu større i uge 4 end tilbage i november måned 2010.
De kunne da også med glæde konstatere, at endnu flere havde fået lagt sommerhjulene der hvor de hører til, nemlig i depot.

Ved den nyeste tælling foretaget i dagene 24. til 28. januar 2011 på 27 steder i landet, viser optællingerne, at der igen er fremgang i antallet af personbiler på vinterdæk, men at der dog stadig er ca. en femtedel bilister der stadig har valgt at køre på sommerdæk. At valget for disse ikke er faldet på de indiskutable langt mere sikre vinterdæk kan man jo kun undre sig over.

I alt blev 2.639 biler optalt og 2.140 biler havde de rigtige dæk på til det danske vinterføre, hvilket i procent er opgjort til 81 %. På de øvrige 19 % kunne der altså stadig konstateres sommerdæk.  Om disse bilister nogensinde kan nås ad frivillighedens vej, kan man så stille sig tvivlende overfor. Hvis denne og forrige vinter ikke har fået dem overbevist, er det efter vores mening kun en lovgivning der kan sikre, at få denne tilsidesættelse af sikkerheden tilendebragt.  

Separat optælling af erhvervsbiler - viser potentiale for forbedringer
 
Som noget helt nyt har Dækimportør-Foreningen denne gang valgt, at foretage en separat optælling af varebiler - dvs. biler med papagøjeplader og gule plader. Der blev optalt i alt 1.109 biler på 22 steder i landet - og resultatet var uhyggeligt skræmmende. Kun 693 af de optalte biler kørte på vinterdæk, hvilket giver andel af erhvervs varebiler på hele 38 % på sommerdæk.
Tager man i betragtning, hvad fremkommelighed, styreegenskaber og bremseegenskaber betyder for disse større køretøjer, er det direkte hovedrystende og uforståeligt, at erhvervsfolk i den grad tilsidesætter al sund fornuft og ansvar. Også her må der en lovgivning til.